Kåre Schultz' Teva overgår forventningerne – men »er ramt på alle tænkelige måder rent operationelt«

Forleden overgik Tevas kvartalregnskab forventningerne. Medicinalgigantens danske topchef, Kåre Schultz, peger på to primære årsager i en coronaramt verden.

Kåre Schultz har haft en turbulent begyndelse på karrieren som topchef for medicinalgiganten Teva. Alligevel overgår det seneste kvartalsregnskab forventningerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da verdens største medicinalproducent, Teva, i torsdags fremlagde kvartalsregnskab, var der grund til glæde hos selskabets danske topchef, Kåre Schultz.

Teva overgik forventningerne i den første del af 2020 med en omsætning på 4,4 milliarder dollar, der ellers var ventet at lande på 4,16 milliarder.

Det sker midt i en tid, hvor coronakrisen presser erhvervslivet i både Danmark og resten af verden. Og selv om Teva, der producerer kopimedicin, ikke spiller en rolle i udviklingen af en behandlingskur eller en vaccine mod covid-19, har virksomheden alligevel oplevet større efterspørgsel de seneste måneder.

Kåre Schultz fortæller i et interview til Berlingske, at der er to hovedforklaringer på regnskabets resultat.

»Den ene er den underliggende forretning, som er i sund og god udvikling. Vi har stigende omsætning og faldende omkostninger, og derfor er indtjeningen under god kontrol,« siger topchefen, der har en fortid i både Novo Nordisk og Lundbeck.

»Den anden forklaring er, at vi i marts har fået noget ekstra medvind fra salg af blandt andet håndkøbsmedicin, der har relateret sig til covid-19. Derudover har vi brugt færre penge, rejst mindre og været til færre konferencer,« siger han.

Solidt gennem krisen – men stadig ramt

Teva producerer blandt andet medicin, som man traditionelt bruger på intensivafdelingerne, når personer eksempelvis skal lægges i respirator, ligesom medicinalgiganten producerer typer af antibiotika.

»Selv om det ikke er sandsynligt, at det er os, som kommer op med en vaccine, så laver vi en lang række produkter, der bruges i følgetilstandene til covid-19,« siger Kåre Schultz.

Selv om det umiddelbart kan se ud til, at Teva hidtil er gået gnidningsfrit gennem krisen, har selskabet alligevel været ramt, understreger han.

»Vi er ramt på alle tænkelige måder rent operationelt. Vi har en meget stor produktion, hvor vi leverer produkter svarende til 200 millioner menneskers behandling hver dag, og derfor har vi en masse praktiske udfordringer med at sikre, at vores medarbejdere kan operere på en sikker måde. Mange har været sendt hjem, men vi har sikret, at alle vores fabrikker er operationelle, og det har været en stor udfordring,« siger han.

Kåre Schultz peger derudover på, at eksempelvis at sikre råvarer og andre leverancer har givet en række logistiske udfordringer, blandt andet fra lande, som har haft eksportforbud eller tilsvarende initiativer.

Når man kigger bredere på coronakrisen og håndteringen af den, understreger Kåre Schultz, at det er »vigtigt, at man globalt set gør sit bedste for åbne igen«.

»Som gammel cand.polit. støtter jeg selvfølgelig, at man lader nogle økonomer se på situationen og på, hvad følgevirkningerne er af de politiske beslutninger,« siger han, men påpeger, at han ikke har nogle specifikke kommentarer til håndteringen i Danmark.

Gæld og retssager

Det har været en hektisk begyndelse på Kåre Schultz' karriere i Teva. To af de helt centrale faktorer har været en række amerikanske stævninger og en enorm gæld, som skal betales tilbage.

Flere amerikanske stater frigav i 2019 et søgsmål på hele 524 sider, der udpeger Teva som hovedskurk i et medicinkartel, der ifølge anklagen har kostet det amerikanske samfund et astronomisk beløb. Påstanden er, at kopiselskaberne med Teva i spidsen i en periode fra 2013 til 2015 ulovligt skulle have samarbejdet om at hæve priserne på deres produkter. Kåre Schultz kom til Teva i 2017.

Kåre Schultz forklarer, at sagen nu er på standby i USA som følge af coronakrisen, men at alle de dokumenter, Teva har gennemgået internt, »ikke på nogen måder indikerer, at vi har deltaget i nogen ulovlig form for prisaftale eller kartel«, siger han.

Den anden sag handler om opioidkrisen i USA, hvor Teva og en række andre virksomheder har været anklaget for at have antændt krisen med aggressiv markedsføring af opioider. Tidligere nåede Teva til en såkaldt principaftale med statsanklagerne i USA, mens den endelige afslutning trækker ud, fordi det skal afklares under en retssag i New York, som er blevet udskudt.

Derudover har Teva været gældsat voldsomt, hvilket skulle rettes op på i en toårig »restrukturering«, der blev afsluttet i fjerde kvartal af 2019. Det lykkede Kåre Schultz og Teva at reducere tre milliarder dollar i årlige omkostninger, og nu fortsætter kuren mere moderat.

»Vi har stadig faldende omkostninger, så der er god udvikling, og gælden vil løbende blive nedbragt i takt med vores positive cashflow. Men der er stadig en stor gæld, som vi løbende afvikler,« siger Kåre Schultz.

Han oplyser, at gælden nu er på 24,3 milliarder dollar.