Juraekspert om omstridt lovændring: »Jeg tror ikke, vi havde set samme mængde restriktioner«

Da Folketinget ændrede epidemiloven 12. marts, fjernede man samtidig virksomhedernes ret til erstatning, hvis de ville lide tab som følge af restriktionerne mod epidemien. Juraprofessor på Københavns Universitet Kristian Cedervall Lauta vurderer, at lovændringen kan have været afgørende for mængden af restriktioner.

»Jeg vil gerne medgive, at hvis jeg var Vega eller FC København, så ville jeg være pænt træt af, at erstatningspligten blev fjernet, og at man ikke har nogen indflydelse eller mulighed på at efterprøve beslutningerne, som bliver taget,« siger juraprofessor Kristian Cedervall Lauta. Arkivfoto. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tænk, hvis en politiker for et år siden havde foreslået, at restauranter og barer skulle lukke kl. 22.00.

Eller at man skulle bære mundbind, når man køber sine dagligvarer. Eller at man kun må samles ti personer ad gangen. Eller at grænserne skulle lukkes. Eller at udenlandske gæster skulle booke seks overnatninger ad gangen i Danmark.