Folketingsmedlem og tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) er blandt de danske virksomhedsejere, som lige nu ser ind i en dyster fremtid.
»I min virksomhed er situationen allerede nu, at vi har NUL indtægter.«
Det skriver Rasmus Jarlov på Facebook, efter Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, fredag beskrev virksomhedens problemer.
Jarlov ejer et selskab, Hamlet Tours, der siden 2012 har kørt turister på sightseeing i og uden for København.
Problemet er ifølge Jarlov ikke kun, at indtægterne mangler her og nu. Problemet er i høj grad, at det billede ikke ser ud til at ændre sig foreløbig.
»For alle de slotte og museer, som vi guider turister rundt på, er lukket. Og med dagens indrejseforbud vil det så også være situationen til og med april. Hvordan det derefter ser ud, er der ingen, der ved, men selv i et urealistisk optimistisk scenarium, hvor corona pludselig går væk hen over sommeren, kommer der ikke turister til Danmark i år,« skriver han.
»Afsindsigt stort beløb i milliarder«
Der er stadig kunder, der kontakter Hamlet Tours. Men det er for at aflyse ordrer og ikke bestille nye.
»Sådan er det jo. Jeg ved, jeg ikke er den eneste, og rigtig mange virksomheder kæmper lige nu for at overleve,« skriver Jarlov på Facebook.
Ifølge hovederhvervsorganisationen SMVdanmark er der 290.000 små og mellemstore virksomheder i Danmark.
Organisationens vicedirektør, Jakob Brandt, vil ikke gætte på, hvor mange af dem, der lige nu har store problemer på grund af coronavirussen, fordi udviklingen sker så hurtigt i disse dage.
»Jeg tør ikke lægge hånden på kogepladen. Men jeg kan love, at det er et afsindigt stort beløb i milliarder, man står til at miste,« siger han.
Det er især de »publikumvendte« eller »forbrugervendte« selskaber, der er i problemer, forklarer jakob Brandt. Altså firmaer, der tilbyder en ydelse eller vare, hvor hovedformålet er, at mennesker mødes.
Hamlet Tours har allerede truffet en række svære beslutninger. Firmaets lejemål er opsagt og alle medarbejderne, som er timelønnede, er sendt hjem.
»Alle vores guider kommer derfor til at mangle penge, og jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre ved det,« skriver Jarlov på Facebook efterfulgt af en emoji, der er ked af det.