Regeringen fjerner ret til erstatning i ny hastelov: »Det er bemærkelsesværdigt«

Mens regeringen med den ene hånd lancerer store hjælpepakker til erhvervslivet på grund af coronavirussen, så fjerner regeringen med den anden hånd en ret til erstatning for virksomheder i ny hastelovgivning.

Tusinder af danske erhvervsdrivende, der har ret til erstatning i tilfælde af en national sundhedskrise, mister nu deres ret til erstatning. Det viser ny hastelovgivning.

Af den såkaldte epidemilov, der træder i kraft i tilfælde af risikoen for spredning af alvorlig sygdom - som nu med coronavirussen - er det hidtil fremgået, at »hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltninger, der iværksættes for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige.«