Indgrebslov mod udenlandske investeringer skal være klar inden nytår

Justitsministeren håber på bred opbakning til nødstopknap, hvis udenlandske virksomheder med tætte bånd til en fremmed magt vil investere eller købe op i kritisk infrastruktur i Danmark.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var torsdag indkaldt i samråd i Folketingets udenrigsudvalg om såkaldte investeringsscreeninger. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Liselotte Sabroe

I løbet af i år vil Danmark få en lov, der giver myndigheder og politikere mulighed for at sætte en kæp i hjulet, hvis udenlandske virksomheder med tætte bånd til en fremmed stat eller en fremmed stat direkte forsøger at købe kritisk infrastruktur i Danmark – f.eks. i energi-, tele, IT-, transport- eller sundhedssektoren.

Det sagde justitsminister Søren Pape Poulsen (K), da han torsdag var indkaldt i samråd i Folketingets udenrigsudvalg om såkaldte investeringsscreeninger.