EU snart klar med Huawei-afgørelse

Kommissionen advarer mod forhastet beslutning om at udelukke kinesiske leverandører til nyt 5G-supermobilnet. Mobilgigants topchef kræver amerikanske beviser på bordet nu.

EUs kommissær for den digitale økonomi og det digitale samfund, Mariya Gabriel, siger, at EU snart er klar til at træffe beslutning om, hvilke krav man skal stille til selskaber, der ønsker at levere vital infrastruktur i Europa. Arkivfoto: Emmanuel Dunand, AFP/Ritzau Scanpix EMMANUEL DUNAND

EUs beslutning om, hvilke sikkerhedskrav der skal stilles til leverandører til mobil- og telenet i Europa, vil snart foreligge, og EU-Kommissionen forstår bekymringerne for, at en udelukkelse af kinesiske selskaber kan forsinke det nye 5G-supermobilnet.

Det sagde Mariya Gabriel, EU-kommissær for den digitale økonomi og det digitale samfund, mandag middag på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i det nordøstlige Spanien, der i denne uge samler alt og alle inden for mobilverdenen.