Imens politikerne på Christiansborg strides om nogle tusinde elbiler, kommer der helt andre tal på bordet i Beijing

Verden over er regeringer i disse år ved at sætte barren for deres grønne ambitioner, når det gælder elbiler, og samtidig gør bilgiganterne klar til at tage en stor bid af markedet. I Kina har Volkswagen lige foretaget en kæmpeinvestering.

En besøgende på Beijing International Automotive Exhibition, der finder sted fra 26. september til 5. oktober, kigger på luksusmodellen af Audis første elbil, Audi e-tron, der bygges i Kina. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wang Zhao/AFP/Ritzau Scanpix

I nogle uger har en af de allervarmeste politiske sager været slagsmålet om, hvor mange elbiler der skal være på vejene i Danmark om ti år. Nogle partier taler om millioner, regeringen om 500.000, og andre mener noget derimellem.

Men dansk politik og medfølgende verbale slagudvekslinger kommer alt andet lige til at se noget klejne ud, når de holdes op mod de tal, der er på bordet i Kinas hovedstad, Beijing.

Her finder det årlige bilshow sted i disse dage, hvor fabrikanterne viser nye modeller frem. Under normale omstændigheder er det en begivenhed, der ikke vil vække opsigt i bredere kredse, men i år er det anderledes, fordi det er første gang, bilfirmaerne kan vise sig frem fysisk, efter at stribevis af bilmesser er blevet aflyst som følge af coronapandemien.

Og så er det her, bilproducenterne spiller ud i elbilkrigen, hvor Tesla længe har kunnet sidde alene på tronen, men hvor giganterne for alvor er ved at slå turboen til. Tag nu den nyhed, der kom fra Volkswagen mandag.

Den tyske bilgigant vil ifølge Financial Times sammen med sine kinesiske partnere, SAIC Motor, FAW Group og JAC Motors, investere godt 110 milliarder kroner i verdens største bilmarked, Kina. Investeringen kommer gennem de næste fire år og skal sætte yderligere fart i salget med 15 nye modeller på det kinesiske marked.

De flere end 100 milliarder skal ifølge Financial Times lægge sig oven på de næste 250 milliarder kroner, som koncernen har forpligtet sig til at investere i skiftet væk fra benzin- og dieselbiler.

Og det er bare det seneste eksempel på, at bilgiganterne i den grad optrapper kampen om at blive størst på et marked, der blot må forventes at vokse de kommende år.

Fra oktober vil VW påbegynde produktion på to nye kinesiske elbilfabrikker, der kan producere op til 600.000 biler om året. Det svarer til, hvad den danske regering samlet vil have af grønne biler i 2030 plus 100.000.

Den kinesiske regerings ambition er, at 25 procent af alle nysolgte biler skal være elektriske i 2025. Et mål, der stadig er pænt stykke vej til at nå. Ifølge Financial Times udgør salget af elbiler lige nu kun fem procent af bilsalget i Kina samlet set, men i juli steg elbilsalget igen efter en nedgang som følge af en kraftig reduktion i de statslige støtteordninger.

Herhjemme er der i øjeblikket kun 40.000 elbiler og plugin-hybridbiler, hvilket svarer til 1,5 procent af bilparken. Samtidig står det klart, at grønne biler indtil videre har lang vej til status som folkevogne. Halvdelen af alle landets elbiler i 2018 er ejet af de rigeste ti procent.