Ilse Jacobsens afløser i »Løvens hule« er fundet

DR1 har netop offentliggjort deres nye »løve« i det populære iværksætterprogram »Løvens Hule«, hvor kendte investorer vurderer nye iværksætterideer.

Jesper Buch fortsætter som »løve« i programmet, mens også Birgit Aaby har trukket sig. Dermed er tre ud af fem »løver« nye i den kommende sæson. Arkivfoto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DR kom under voldsomt pres tidligere på måneden, da Ilse Jacobsen valgte at trække sig fra det populære iværksætterprogram »Løvens hule«.

Det betød, at holdet bag havde ganske kort tid til at finde en afløser, da optagelserne til den nye sæson snart begynder.

Den mission er nu fuldført, skriver DR.dk.

Det bliver den 40-årige jurist Mia Wagner, adm. direktør i Freeway-koncernen, der tæller over 25 virksomheder bl.a. Dating.dk, Roomservice og Plusbog.dk.

Ifølge DR.dk har Mia Wagner stået i spidsen for Freeways investeringer i nye brancher. Til DR udtaler hun:

»At deltage i »Løvens hule« passer godt med ambitionerne for Freeway-koncernen. Jeg er åben for at gå ind i nye markeder, som passer ind i vores vækststrategi, men jeg vil have et vågent øje for synergier i forhold til vores eksisterende forretninger. Jeg glæder mig meget til at møde Danmarks sejeste iværksætter i »Løvens hule«

Mia Wagner er søster til Morten Wagner, der i sin tid stiftede selskabet Dating.dk og selskabet Freeway.

Ilses afgang

Mia Wagner kommer til at overtage Ilse Jacobsens plads på holdet, der består af i alt fem investorer.

Ilse Jacobsen valgte at trække sig tidligere på måneden, efter at Berlingske kunne afsløre, hvordan en lang række medarbejdere i Ilse Jacobsens virksomheder i Hornbæk oplevede arbejdsmiljøet som »ødelæggende«, og at hun selv ofte stod i midten af de mange konflikter.

Det fik Ilse Jacobsen til at melde sin afgang på Facebook, hvor hun blandt andet skrev:

»Historierne i pressen de seneste dage har gjort stort indtryk på mig personligt, og jeg skal ærligt erkende, at jeg også er ked af det. Selv om vi allerede har taget hånd om de problemstillinger, der er beskrevet i pressen, har den megen fokus gjort det nødvendigt, at jeg bruger kræfterne på mine virksomheder.«

Sideløbende kom det frem, at bestyrelsesformanden i Ilse Jacobsens selskab, Morten Albæk, også kritiserede ledelsen, der til daglig udgøres af Ilse Jacobsen og hendes mand, Jesper Bo Jacobsen, mens Albæk samtidig bebudede udskiftning i toppen af virksomheden.

I den forbindelse oplyste DR, at de havde været glade for samarbejdet, men at de nu var fuldt ud fokuserede på at finde en afløser til de snarlige optagelser.

Berlingske har også tidligere beskrevet, hvordan Ilse Jacobsen undervejs i »Løvens Hule« har investeret 2,5 millioner kroner i forskellige projekter.

På hendes hjemmeside er investeringerne beskrevet, men i dag er fem af de iværksættere, Ilse Jacobsen har investeret i, fjernet fra hjemmesiden. Og tre af virksomhederne har hun helt trukket sin investering fra.

Det er altså nu lykkedes at finde en erstatning. Foruden Ilse Jacobsen har panelet i »Løvens Hule« bestået af Jesper Buch, Christian Stadil, Birgit Aaby og Tommy Ahlers – hvoraf de to sidstnævnte heller ikke deltager i den kommende sæson.

De bliver erstattet af erhvervsmændene Jan Dal Lehrmann og Peter Warnøe.