Ikke behov for mere tvang til digital kommunikation

Erhvervslivet kommunikerer allerede i udtalt grad digitalt med myndighederne, så der er ikke brug for opstramninger. En forårsoprydning i de mange love vil dog være velkommen, så de ensrettet, lyder ny evaluering.

Siden 2013 har danske virksomheder – små som store – været pålagt at kommunikere stadig mere digitalt med det offentlige. Og det gør de til fulde, konstaterer en evaluering fra Erhvervsstyrelsen. Arkivfoto: Iris/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Stephan Sieber

Færre og færre erhvervsvirksomheder søger om at blive fritaget for den ellers obligatoriske, digitale kommunikation med det offentlige. Der er derfor ikke behov for at stramme reglerne yderligere – men derimod for at få ryddet op og ensrettet de i alt 63 love, som i dag gælder på området.

Det fremgår af en evaluering, som Erhvervsstyrelsen står bag. Obligatorisk, digital kommunikation, som bl.a. omfatter selvregistrering og e-mail til det offentlige, blev indført i 2013 for at spare det offentlige for penge ved at undgå papirbunker, der skulle sendes og siden tastes ind med risiko for fejlskrivninger m.m.

Hvor omkring 800 i 2013 blev fritaget fra at kommunikere digitalt med myndighederne, bad kun 40 om det i 2018. I 2013 var omkring 635.000 erhvervsvirksomheder som udgangspunkt omfattet af kravene, i 2018 var tallet vokset til cirka 980.000.

Kun Erhvervsstyrelsen selv har givet afslag på ansøgninger om fritagelse, og kun en enkelt har klaget over afslaget.

Allerede en omfattende digital kommunikation

Kun fire af de ni myndigheder, der i dag med loven i hånd kan kræve, at al kommunikation sker digitalt, har faktisk stillet kravene. Det er Danmarks Statistik, Erhvervsstyrelsen selv, Finanstilsynet og Sikkerhedsstyrelsen, og de er tilfredse med, hvordan tingene kører.

De fem andre myndigheder – Energistyrelsen, Finansiel Stabilitet, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Nævnenes Hus og Søfartsstyrelsen – oplever, at så mange alligevel kommunikerer digitalt, at det ikke er nødvendigt at fastsætte regler, som tvinger alle til det.

»De myndigheder, der ikke har udnyttet hjemlen vedr. obligatorisk digital kommunikation, angiver særligt, at den frivillige brug af digital kommunikation er så omfattende, at det ikke er nødvendigt at fastsætte regler om obligatorisk brug. De eksisterende hjemmelsbestemmelser vil dog fortsat være en mulighed, som myndighederne kan udnytte, såfremt den digitale udvikling på et tidspunkt gør det relevant at sikre en ensartet brug af digital kommunikation,« hedder det i konklusionen på Erhvervsstyrelsens evaluering.

Den slår dog samtidig fast, at kriterierne for at blive fritaget ikke er ensartede og i flere tilfælde afviger fra hensigterne, som er nævnt i forarbejderne til i de i dag 63 love (tidligere 68), som omtaler obligatorisk, digital kommunikation. Samtidig er reglerne om, hvordan man klager, ikke ens.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har derfor bedt Erhvervsstyrelsen om at sætte en oprydning i gang, så lovene bliver ensrettet.

Læs mere: Hent selv »Evaluering af fritagelsesordninger under reglerne om obligatorisk digital kommunikation m.v.« (i PDF-format)