Digitaliseringen i Europa skal op i et meget højere gear. Det skal ske ved en øget satsning på at bruge kunstig intelligens på en tillidsfuld måde, ved at sørge for en ordentlig infrastruktur med ordentlige forbindelser, herunder den nye 5G-mobilteknologi, og ved at sikre, at digitale virksomheder betaler den skat, som de skal.

Det bliver hovedprioriteterne, når den danske EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager inden for kort tid overtager gearstangen og dermed også det overordnede ansvar for digitaliseringen i Europa, lige så snart de sidste landes kommissærer i den nye EU-Kommission under formand Ursula von der Leyen er blevet godkendt af Europaparlamentet.