Apple tager kampen op mod europæisk milliardskattesmæk

Retssagen om EU-kommissær Margrethe Vestagers skattesmæk på næsten 100 milliarder kroner til Apple er gået i gang.

Margrethe Vestager slog for tre år siden hårdt ned på Irlands skatteaftale med Apple og pålagde iPhone-producenten at efterbetale næsten 100 milliarder kroner i skat – penge, som Irland nægter at modtage. Nu kører sagen ved EU-Domstolen, hvor Apple kæmper for at slippe for skattesmækket. Arkivfoto: Olivier Hoslet, EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: OLIVIER HOSLET

Apple har kastet sig ud i nærkamp for at få ændret EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestagers skattesmæk på næsten 100 milliarder kroner.

Den amerikanske producent af bl.a. iPhone-telefoner mener, at efterbetalingen »trodser virkeligheden og almindelig sund fornuft«, kom det frem under forhandlingerne i Luxembourg ved EU-Domstolen i denne uge.

Irland nægter at tage imod pengene

Apple har appelleret Margrethe Vestagers afgørelse fra august 2016 til Europas næsthøjeste domstol. Irland nægter at tage imod pengene, selv om beløbet er større, end hvad Irland årligt samlet bruger på hele sit sundhedssystem og svarer til en fjerdedel af alle skatteindtægter i landet i 2016. Irland mener nemlig ikke at have givet Apple urimelige skattefordele og beskylder EU for at blande sig og underminere den irske erhvervsbeskatning.

Irland har en af Europas laveste selskabsskatter, hvilket har fået internationale virksomheder til at lægge deres europæiske hovedsæde her og dermed skabe jobs i landet.

Apple fik i 2017 en ekstraregning på 10,3 milliarder kroner for ikke straks at have betalt den skyldige skat, men afregnede så i september 2018 alle pengene, som den irske regering i protest har sat ind på en spærret konto. Her skal de stå, indtil EU-Domstolen har afgjort ankesagen.

Domstolen ventes at afsige dom sidst på året, men uanset udfaldet ventes dommen appelleret af den tabende part. Der kan derfor ifølge iagttagere gå tre-fire år, før der foreligger en endelig afgørelse.

Apple-topchef: »Totalt politisk ævl«

Apple anklager EU-Kommissionen for at bruge sin magt til at bekæmpe statsstøtte »for at skabe tilbageskuende ændringer i national lovgivning« og dermed forsøge at ændre det internationale skattesystem. Det har EU-Kommissionen afvist. Sagen handler ifølge EU om, at Irland ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok og taget hånd om opkrævning af skat fra Apple.

Margrethe Vestager sagde, da hun gav Apple skattesmækket, at »denne selektive behandling tillod Apple at betale en effektiv selskabsskat på en procent af sit europæiske overskud i 2003 og helt ned til 0,005 procent i 2014«.

»Dette er ikke en bøde, men ubetalte skatter, som skal betales,« understregede hun.

Apple-topchef Tim Cook har tidligere kaldt hendes afgørelsen for »totalt politisk ævl« og sagt, at »dette krav har intet grundlag i fakta eller lovgivning«.

Apple har understreget, at selskabet overholder al lokal lovgivning og betaler i gennemsnit 26 procent i selskabsskat på verdensplan, hvilket gør Apple til en af de største skattebetalere i verden.

Skattesmæk i Danmark og Sverige

Mange internationale virksomheder – med de amerikanske teknologigiganter i spidsen – har ofte bogført indtægter i det europæiske hovedkontor i stedet for i det enkelte land. Hvis hovedsædet ligger i Irland, skal der dermed afregnes lavere skat end i de lande, hvor varerne egentlig er solgt.

Apple fik i maj i år et skattesmæk på 275 millioner kroner i Danmark og Sverige for gennem tre år at have bogført for lave indtægter for sit salg i Norden.

EU er i gang med at stramme reglerne, således at alle selskaber skal afregne skat af deres salg i det land, hvor indtægten stammer fra.

Skulle domstolen gå EU-Kommissionen imod, kan det ifølge Margrethe Vestager får andre følger.

»Hvis de konkluderer, at Apple skulle have bogført sit salg i disse lande i stedet for i Irland, kunne de kræve, at Apple betaler mere i skat lokalt. Det ville nedbringe det beløb, som skal betales tilbage til Irland,« lyder kommissærens melding.