IKEA får det bedste salg i Danmark nogensinde

IKEA Danmark leverer rekordomsætning, men øgede investeringer får indtjeningen til at falde markant, viser nyt regnskab. Koncernen sætter nu alle sejl ind på at blive færdig med det nye varehus i København.

Ikea Taastrup og kædens fire andre varehuse øgede alle omsætningen i regnskabsåret 2017/2018.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Danskerne er stadig vilde med IKEAs køkkenskabe og kødboller.

Så vilde, at den danske del af den verdensomspændende svenske møbelvirksomhed leverer den bedste omsætning i Danmark nogensinde.

Således lander omsætningen for de fem danske varehuse og netbutikken Ikea.dk på 4,3 mia. kr. mod 4,16 mia. kr. i samme periode året før. Det viser dugfriske tal for det forskudte regnskabsår 2017/2018.

»Konkurrencen på det danske detailmarked er spændende og udfordrende. Som virksomhed konkurrerer vi ikke kun med andre kæder. Vi konkurrerer også om danskernes opmærksomhed og prioriteringer, så vi er meget tilfredse med årets vækst,« siger Johan Laurell, der i foråret afløste Dennis Balslev på posten som IKEA Danmarks adm. direktør.

Mens omsætningen stiger, har IKEA Danmark det seneste år haft et markant fald på 32 pct. på bundlinjen, og resultatet efter skat lander på 217 mio. kr.

Resultatet er blandt andet påvirket af investeringer for 46,1 mio. kr. IKEA har bl.a. investeret i at gøre kundernes indkøb lettere med services som ’Klik & Hent’, hvor man kan bestille sine varer på nettet og henter dem færdigpakkede i varehusene, samt i et lager i Brøndby, som er med til at nedbringe leveringspriser og leveringstider, så IKEA kan levere et køkken eller en seng inden for en til to dage i hele landet.

Resultatet er dog lavere, end IKEA Danmark havde forventet, hvilket var et resultat på mellem 275 og 285 mio. kr.

»Når vores resultat er lavere end forventet, skyldes det, at vi har besluttet at investere yderligere i løbet af året, og vi har investeret meget i vækst og i at gøre det lettere for kunderne at handle hos os,« siger Johan Laurell.

IKEA, der næste år har 50-års jubilæum i Danmark, har haft vækst, efter at alle fem varehuses omsætning er vokset, mens handlen på Ikea.dk er vokset med 76 pct. Dermed er Danmark det marked, hvor IKEA på globalt plan har realiseret den største fremgang online i det forgangne år.

Selv om onlineforretningen vokser massivt, har de fysiske varehuse stadig flest kunder. IKEA har oplevet en stigning i antallet af kunder de seneste år, og 10,8 mio. kunder har det seneste år lagt vejen forbi et af de fem danske varehuse.

»Jeg er meget glad for, at vi ikke kun vokser online, men at den oplevelse, vi giver kunderne i varehusene, også er med til at bidrage til væksten,« siger direktøren.

Han peger på, at særligt salget af køkkener og møbler til stuen har bidraget til omsætningen.

Kaster alle kræfter efter nyt varehus i København

Både i Esbjerg og på Kalvebod Brygge i København har IKEA nye varehuse på vej, men i sidste uge meddelte koncernen, at den trækker i håndbremsen for det nye varehus i Esbjerg.

Det skulle have stået klar i 2021, men er sat på pause på ubestemt tid. Planen var et 55.000 kvadratmeter stort center. Men det er nu også uvist, hvilken form det vil komme i. Fra IKEA lød det i sidste uge, at flere og flere danskere handler på nettet frem for i de fysiske butikker, og at det er en udvikling, som selskabet er nødt til at tage seriøst.

Men udskydelsen skyldes også, at IKEA nu vil fokusere på at få varehuset i København færdigt.

»Vi har besluttet os for at kaste alle vores kræfter efter København, og de erfaringer vil vi bringe videre til Esbjerg, når vi er klar til dette,« siger Johan Laurell.

Johan Laurell blev i foråret ny adm. direktør for Ikea Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Ikea i København er også udskudt. Det skulle have stået klar i 2020, men forbrugernes ændrede indkøbsvaner kom bag på Ikea, som har måttet ændre planerne for city-varehuset, som nu står til at blive mindre end de 37.000 kvadratmeter, som det skulle have været.

»Vi er ved at finde ud af, hvordan en Ikea skal se ud midt i en storby som København. I vores fem varehuse kommer de fleste i bil, men det vil nok være omvendt midt i København. Så vi kigger på, hvordan vi skal indrette butikken, som afhænger af, hvordan folk kommer og tager varer med hjem,« siger Johan Laurell, der ikke vil sætte dato på åbningen af det nye varehus.

Udviklingen af det nye varehus sker i samarbejde med Ikea Global, for det vil være en testbutik og det første af sin slags, som man vil udbrede til resten af verden, hvis det bliver en succes.

For det kommende regnskabsår forventer Ikea en omsætningsvækst på 3-5 pct. svarende til en omsætning på mellem 4,4 og 4,5 mia. kr samt et resultat før skat på mellem 330-345 mio. kr.