IKEA investerer milliardbeløb i svensk modegigant

IKEA har via investeringsselskabet Interogo Holding investeret 190 millioner dollar, eller 1,2 milliarder danske kroner, i tøjgiganten H&M.

Det svenske tøjmærke H&M blev grundlagt i 1947 af Erling Persson. H&M er den næststørste tøjforhandler på verdensplan efter spanske Zara. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

To af Sveriges bedst kendte mærker, IKEA og H&M, rykker nu tættere på hinanden. Et investeringsselskab tilknyttet IKEA har nemlig investeret 190 millioner dollar, svarende til 1,2 milliarder danske kroner, i H&M. Det skriver Bloomberg.

Investeringen svarer til en ejerandel på 0,6 procent af H&M og kommer på et kritisk tidspunkt for modegiganten, hvis aktier er styrtdykket. Formanden Stefan Persson, der er søn til Erling Persson, som stiftede H&M, har købt aktier op i virksomheden, og det har sat rygter i gang om, at han vil købe den af børsen. Det har han dog afvist og kalder rygterne ubegrundede.

H&Ms aktier dog er steget med 36 procent, siden de i marts faldt til deres laveste niveau siden 2005. Den kendte svenske virksomhed har haft problemer med at få solgt tilstrækkeligt med tøj i butikkerne, hvorfor det i stedet har ophobet sig på lagrene. Tidligere på året oplyste kæden, at den i løbet af 2018 vil lukke 170 butikker, hvilket er det største antal i to årtier.

IKEAs investeringsselskab, der nu ejer 10,2 millioner aktier til en værdi af 1,2 milliarder danske kroner, er tilfredse med sin nye investering.

»Vi tror på, at det er en god langsigtet finansiel investering. Vi udelukker ikke, at der kan blive flere investeringer i børsnoterede virksomheder,« oplyser investeringsselskabets kommunikationschef Anders Bylund i en mail til Nyhedsbureauet Direkt.

Investeringsselskabet blev ifølge sin egen hjemmeside stiftet i 1980’erne for at »sikre uafhængighed og en lang levetid for IKEA-konceptet«.