I nat præsenterede Elon Musk bilen, der skal køre giganterne af banen

Her er det vigtigste, du skal vide, før dagen begynder. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Foto: FREDERIC J. BROWN

Godmorgen.

Det er fredag, og vi skal runde ugen af på en ordentlig måde. Vi begynder med at kigge på lønnen blandt landets topchefer i de absolut største selskaber.

1
Danske topchefer i lønhop

Topcheferne i de store børsnoterede danske virksomheder kunne i 2018 glæde sig over pæne lønstigninger. En gennemgang, som Berlingske Business har foretaget af lønudviklingen for 18 topchefer, viser, at direktørerne i landets største børsvirksomheder i gennemsnit har fået en lønstigning på knap 16 pct.

I medicovirksomheden Ambu er topchef Lars Marchers løn på et enkelt år steget med 6,6 mio. kroner, hvilket svarer til en fremgang på 55 pct.

Det hører dog med til historien, at over 60 pct. af Ambu-topchefens løn er afhængig af, at medicoselskabet indfrier en række finansielle mål.

»Hvis du ser på min faste løn, er det i den lave ende af C25. Størstedelen af min løn er variabel og baseret på, at Ambu skal vokse med 15 procent år efter år. Jeg synes, at det er et fornuftigt princip, at min løn er bundet op på, at jeg skal levere,« siger Lars Marcher.

Læs hele historien her.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

2
Tesla ruller ny bil ud i kampen om elbilsmarkedet

Elon Musks ivrige Twitter-fingre har allerede tidligere på måneden afsløret planerne om en ny Tesla-bilmodel. Men sent i aftes dansk tid kunne den entreprenante erhvervsmand så præsentere Teslas nyeste bud på en elbil til massemarkedet: Tesla Model Y.

Det er en såkaldt SUV (»sport utility vehicle«). Biltypen, der bedst kan beskrives som en høj og lidt større udgave af en stationcar, i nogle tilfælde terrængående, har været umådeligt populær på det amerikanske og kinesiske marked de seneste år. Og nu kommer Tesla så med deres bud på den type. Det skriver flere amerikanske medier.

Teslas Model Y som den tager sig ud i præsentationsmaterialet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Handout ..

Ligesom Tesla Model 3 er det en bil til de mange og vil prismæssigt placere sig i området mellem 39.000 og 50.000 dollar på det amerikanske marked. Den vil blive bygget på samme platform som Model 3, og derfor vil 75 procent af delene i Model Y være identiske med Model 3. Det er også Elon Musks håb, at de massive produktionsproblemer, der har præget Model 3, ikke vil gentage sig med selskabets nyeste satsning.

Tesla-aficinados skal dog væbne sig med tålmodighed, da en standardversion af bilen først kan købes i løbet af 2021 og har en kørselsrækkevidde på cirka 370 kilometer. For et ekstrabeløb kan man købe ekstrasæde, så der er plads til syv personer i bilen.

Ifølge Reuters kan Telsa dog risikere at blive overhalet af bilgiganterne, der også arbejder på elbilversioner af SUV-biltypen.

Læs mere om bilen her.

3
Boeing har fået stækket vingerne: Flytype bliver på jorden

Der vil mindst gå flere uger, før fly af typen Boeing 737 Max 8 og 9 vil kunne være i luften igen. Det fortæller medlemmer af Kongressen i USA, der har fået en orientering af den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA. Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Ritzau Finans.

FAA besluttede onsdag at udstede flyveforbud til flytypen, der på et halvt år har været involveret i to alvorlige styrt i henholdsvis Indonesien og Etiopien, som kostede henholdsvis 189 og 157 mennesker livet. Inden flyene eventuelt vil kunne komme på vingerne igen, skal en ny software godkendes, installeres og testes i alle flyene.

4
Medvind for May – modvind for Trump

Med stemmerne 412 mod 202 har det britiske parlament støttet regeringens forslag om at bede EU om udsættelse af Brexit. Ifølge flere britiske medier vil premierminister Theresa Mays næste skridt være for tredje gang at fremsætte sin plan for skilsmisse med EU. Den er blevet nedstemt to gange tidligere, senest tirsdag aften. Læs mere om Theresa Mays torsdag aften lige her.

Mens Theresa May for en gangs skyld havde flertallet med sig, var situationen torsdagen aften en anden for den amerikanske præsident. Et flertal i USAs senat ophævede nemlig præsidentens nødretstilstand langs grænsen til Mexico, og det sker på trods af, at republikanere har flertal i Senatet. Det var Donald Trumps plan at bruge nødretstilstanden til at bygge en mur mod Mexico og stoppe tilstrømningen af migranter på den måde.

Det var anden dag i træk, at Senatet nedstemmer præsidenten. Læs Berlingskes analyse her.

Det holder investorerne øje med mandag

Seniorstrateg i Nordea, Andreas Østerheden, vil i dag holde øje med følgende tre ting:

  • Med den sidste afstemning om Brexit overstået i denne uge i går aftes vil der nu være mulighed for at vende blikket i en anden retning. Her til morgen vil investorerne begynde med at granske informationer fra den japanske centralbanks rentemøde, hvor man bl.a. sænkede sine forventninger til eksporten og importen, men derudover holdt sine styringsredskaber i ro.
    Senere på dagen går Den Europæiske Centralbanks Olli Rehn (Finlands centralbanks chef, red.) på talerstolen, og i lyset af sidste uges møde, hvor man udskød forventningerne til den kommende renteforhøjelse, bliver det interessant at høre, om der vil være nogen nye signaler på den front.
  • På nøgletalsfronten har vi her til morgen fået kinesiske tal for prisen på nybyggede boliger. Boligmarkedet er en vigtig indikator for den kinesiske økonomi og kinesiske privatforbrugere. Vender vi blikket i hjemlig retning, får vi det endelige forbrugerprisindeks for Euro-området. Prisindekset er den europæiske centralbanks foretrukne mål og er derfor også relevant i forhold til centralbankens fremadrettede linje.
    Og fra USA tikker der også flere tal ind senere i dag, blandt andet tal for industriproduktionen i februar, erhvervstilliden for fremstillingssektoren i marts, forbrugertillidstal og nye jobopslag (JOLTS).
    Særligt fremstillingssektoren har tabt tempo i store dele af verden, hvorfor vi også vil holde ekstra øje med industriproduktionen og erhvervstilliden for fremstillingssektoren.
    Vigtigt bliver det også at få indikationer fra den amerikanske forbruger i lyset af de svagere detailsalgstal på det seneste (og svagere tal for forbrugertilliden). Og med markedsusikkerheden i slutningen af sidste år samt politisk usikkerhed fra handelskonflikten er det vigtigt, at det ikke i betydelig grad sænker forbrugslysten blandt de amerikanske forbrugere.

Markederne lige nu

De asiatiske aktiemarkeder oplever en stærkt forbedret stemning efter rapporter om flere fremskridt i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

  • Nikkei 225 +1,0
  • Topix +1,1
  • Hongkongs Hang Seng +0,6
  • China Shanghai Composite +1,0
  • China CSI 300 +1,1
  • Taiwan Taiex +0,9
  • Sydkoreas Kospi +0,7
  • Indiens BSE Sensex +0,6
  • Singapores STI +0,3
  • Sydney ASX 200 -0,1