Mobilgiganten Huawei fortsætter, som om intet var hændt, med at videreudvikle og forfine sine toptelefoner og lancerer nu tre nye P40-smartphones, som skal tage kampen op med Apples iPhone- og Samsungs Galaxy-telefoner – igen med særlig vægt på kameraet men med mangelen på adgang til Googles tjenester.
P40 er på 6,1 tommer (som Apples iPhone 11) og med opgraderet tredobbelt kamera, mens P40 Pro og P40 Pro+ begge har en skærm på 6,58 tommer (hvor Apples største, iPhone 11 Pro Max er på 6,46 tommer) og er udstyret med fire opgraderede kameraer med ultravidvinkel og forbedret optisk zoom – på P40 Pro+, som Huaweis mobilchef, Richard Yu, beskrev som »kameramonsteret« – helt op til ti gange. Huaweis ingeniører har næsten udvisket kanten på telefonerne, hvor skærmen nu når stort set ud til alle fire kanter. P40 har dog en anelse bredere kant. Frontkameraet er dermed indbygget i selve skærmen, og kameraet bruges også, så man med håndbevægelser kan rulle op og ned på skærmen eller lukke åbne vinduer uden at røre skærmen.