Hoteldirektøren: »Vi har to restauranter, og jeg har måtte lukke den ene«

Hotelbranchen er en af de grupper, som er allerhårdest ramt af manglen på arbejdskraft. Omkring 80 procent af hotellerne oplyser til Danmarks Statistik, at de mangler medarbejdere. På Kokkedal Slot mangler direktør Kasper Heebøll Harboe fem kokke. Det betyder flere lukkedage – og at han selv må trække i arbejdstøjet.

Driftsdirektør på Kokkedal Slot, Kasper Heebøll Harboe, har svært ved at finde arbejdskraft. Det har blandt andet resulteret i færre åbningsdage i restauranten. Mathias Eis

»Vi har to restauranter på slottet, og jeg har måttet lukke den ene. Jeg har ikke personale til at holde den åben. Jeg har ikke kokke til at lave maden og tjenere til at servere.«

Kasper Heebøll Harboe er hoteldirektør på Kokkedal Slot og Hotel Bretagne i Hørsholm. På slottet mangler de fem kvalificerede kokke. Og den situation presser hotellet ud i en situation, hvor alle medarbejdere må hjælpe til, for at få dagligdagen til at køre.

»De sidste to dage er jeg mødt ind klokken seks for at køre morgenmad for 76 gæster. Bagefter sørger jeg for frokost til dem. Efterfølgende har jeg været nødt til at suse op på det andet hotel og køre aftenservice, fordi vi havde en tjener, der blev syg,« fortæller Kasper Heebøll Harboe.

Manglen på arbejdskraft betyder blandt andet, at hoteldirektøren har set sig nødsaget til at tilpasse antallet af åbningsdage i restauranten. Fremadrettet kommer han kun at have åbent fire dage i stedet for en fuld uge. Det medfører et omsætningstab på mellem 20 og 30 procent, fortæller Kasper Heebøll Harboe.

»Vi har et markant omsætningsfald i forhold til før corona. Men det er ikke, fordi vi mangler kunder, det er, fordi vi ikke har kapacitet til at håndtere efterspørgslen,« fortæller Kasper Heebøll Harboe. Mathias Eis

Mangel på arbejdskraft

I øjeblikket ligger mangel på arbejdskraft højt på den politiske dagsorden.

Genåbningen efter coronakrisen har sat gang i aktiviteten og virksomhederne mangler hænder. Senest så man beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indkalde til trepartsforhandlinger for at gøre noget ved problemet.

Og der er brug for en hurtig løsning. Tal fra Danmarks Statistik viser, at over 28 procent af landets virksomheder mangler ansatte. I hotelbranchen mangler over 80 procent af virksomhederne ansatte, mens tallet i restaurationsbranchen er på 68 procent.

Ønsker hjælp til udenlandsk arbejdskraft

Kasper Heebøll Harboe fortæller, at man har prøvet at tiltrække arbejdskraft af flere omgange. Blandt andet på de sociale medier, hvor man også har søgt uden for landets grænser. Hotellet har også fået flere henvendelser fra udlandet. Men aftalerne falder oftest fra hinanden, fordi det er for bureaukratisk og bøvlet at få ordnet arbejdstilladelser og lignende papirer. Og fordi hotellet ikke kan garantere rammerne for en bolig til de udenlandske kokke.

Kasper Heebøll Harboe mener, at kommunerne godt kunne hjælpe med at gøre det nemmere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Blandt andet mener han, at erhvervscentrene godt kunne ansætte medarbejdere til at rådgive virksomhederne i, hvordan de bedst sikrer sig udenlandsk arbejdskraft.

»Vi kunne godt bruge, at der var nogen på erhvervscentret, der kunne hjælpe os med at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Nogen der kunne hjælpe os med, hvad man skulle søge, og hvornår man skal søge det,« siger han.

Problemerne med at få ansat flere kokke har efterhånden medført en ny og frustrerende normal på Kokkedal Slot.

»Vi er stoppet med at have en tilgang, hvor vi kører videre med henblik på, at der nok snart kommer nogle. Vi baserer udelukkende vores drift på det, vi har, og det vi kan håndtere. Og hvis vi så får en kok eller to eller tre, er det selvfølgelig lækkert, og så kan vi arbejde os tilbage til normalen.«

Kasper Hebøll Harboe driver Kokkedal Slot og Hotel Bretagne med sin kone Anne Heebøll Harboe. Mathias Eis