Direktøren i familievirksomheden: »Politikerne bør have fokus på det her«

Familievirksomheden Blunico i Horsens smeder, svejser og drejer varer i metal. I øjeblikket mangler de seks medarbejdere for at følge med det antal ordrer, de har i bogen. Virksomheden er nødsaget til at afvise ordrer – og det går ud over væksten.

Bo Ulsøe er direktør i smedevirksomheden Blunico. Han er andengeneration i spidsen for virksomheden. Hans far Poul Ulsøe grundlagde virksomheden i 1975. Michael Drost-Hansen

»Vi har seks åbne stillinger, og vi oplever, at der ikke er mere arbejdskraft at få fat i. Vi føler lidt, at vi sidder og fisker i en tom sø.«

Bo Ulsøe er andengenerationsdirektør i smedevirksomheden Blunico. På fabrikken i Horsens drejer, svejser og 3D-printer de materialer, der siden bliver eksporteret.

De seks medarbejdere, Blunico mangler, skal være med til at løfte de ordrer, der allerede er i bogen. Men manglen på medarbejdere betyder, at virksomheden er nødt til at udskyde vigtige opgaver, som den ellers gerne vil være med til at løfte.

»Udover at vi kæmper med at få løst opgaverne hver eneste dag, står vi også med en udfordring i forhold til den grønne omstilling, som vi gerne vil bidrage til. Men hvis vi ikke har arbejdskraften til at kunne tage del i de opgaver, så kommer vi ikke i gang med det,« siger Bo Ulsøe.

Og det er ikke en nem opgave, at skulle være direktøren, der afviser ordrer.

»Det ligger mig meget fjernt at sige nej til opgaver. Det har jeg det svært med. Omvendt er det også vigtigt, at vi er realistiske og siger til kunderne, at vi desværre ikke kan løfte den opgave,« siger Bo Ulsøe.

Han fortæller, at det gør ekstra ondt at afvise kunderne, fordi Blunico agerer i et internationalt marked. Hvis kunderne ikke kan få løst deres opgaver i Danmark, begynder de at kigge efter andre virksomheder i andre lande, som kan.

Bo Ulsøe og Blunico har en hr-medarbejder tilknyttet, som hjælper virksomheden med at rekruttere arbejdskraft. I øjeblikket er det dog svært at finde de faglærte medarbejdere, som virksomheden har brug for. Michael Drost-Hansen

Mangel på arbejdskraft

I øjeblikket ligger mangel på arbejdskraft højt på den politiske dagsorden.

Genåbningen efter coronakrisen har sat gang i aktiviteten, og virksomhederne mangler hænder. Senest så man beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indkalde til trepartsforhandlinger for at gøre noget ved problemet.

Og der er brug for en hurtig løsning. Tal fra Danmarks Statistik viser, at over 28 procent af landets virksomheder mangler ansatte. I hotelbranchen mangler over 80 procent af virksomhederne ansatte, mens tallet i restaurationsbranchen er på 68 procent.

Løsning er udenlandsk arbejdskraft

Det store problem for Bo Ulsøe er, at der ikke bliver uddannet nok faglærte. Det problem har regeringen også italesat med argumentet om, at der kommer til at mangle 100.000 faglærte i 2030. Det tal er dog omdiskuteret, og flere eksperter har afvist den præmis.

Bo Ulsøe fortæller, at de hos Blunico har en målsætning om, at ti procent af deres medarbejdere skal være under uddannelse. På den måde er de med til at uddanne til deres eget marked, fortæller han. Adspurgt, om virksomheden ikke bare kunne tage flere lærlinge, svarer Bo Ulsøe.

»Jo, men vi vil jo også gerne være en god uddannelsesvirksomhed. Vi vil gerne kunne tage godt imod lærlingene, og når man er under uddannelse er det jo vigtigt, at man får bragt noget viden ind. Der er også en rækkefølge, man skal lære tingene i. Så det handler om, at vi gerne vil holde fast i kvaliteten af den uddannelse, vi leverer.«

Løsningen i Bo Ulsøes øjne er derfor, at man arbejder på at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

»Politikerne bør have fokus på det her. Hvis vi ikke har private arbejdspladser, så svækker vi vores økonomi og dermed også vores velfærdssamfund, som vi alle sammen gerne vil videreudvikle og bygge på. Så det handler om at få gjort kagen større, og det kan jeg kun se, at vi kan få gjort, hvis vi får noget udenlandsk arbejdskraft,« siger han.