Den svenske tøjkoncern Hennes & Mauritz skærer forretningen til.

Efter en længere periode med svigtende resultater har H&M-koncernen besluttet at lukke tøjmærket Cheap Monday, der især er kendt for at sælge bukser til billige priser. Omkring 80 medarbejdere berøres af lukningen, og de vil blive tilbudt ekstern karrierehjælp og vejledning i, hvordan de kan få et nyt job i H&M-koncernen.

»Vi skal konstant udvikle vores forretning, og hvad vi vælger at investere i. Vi ser meget gode muligheder og stort potentiale for alle de andre mærker inden for New Business, som alle udvikler sig positivt både digitalt og gennem fysiske butikker,« siger Anna Attemark, der er ansvarlig for New Business i H&M-koncernen, i en meddelelse.

Modeindustrien er generelt under konstant forandring som følge af øget digitalisering. I regnskabsåret 2015/2016 satte H&M eksempelvis omsætningsrekord i Danmark, men året efter faldt omsætningen med 100 mio. kr. Siden marts 2015 er der blevet barberet 293 mia. kroner af H&M markedsværdi.

H&M har tidligere satset benhårdt på at udvide forretningen, og udover Cheap Monday ejer koncernen også Weekday, H&M Home, & Other Stories, COS, Monki og Arket. Men nu får piben altså en anden lyd, da den kriseramte tøjkoncern har besluttet at fokusere på sin kerneforretning.

Af det seneste regnskab fremgår det, at H&Ms New Business- og onlinesalg skal vokse med mere end 25 pct. i år for at nå op på mindst 50 milliarder svenske kroner i 2022. Ved selskabets seneste kapitalmarkedsdag fremgik det ifølge Dagens Industri, at Cheap Monday skulle have øget sit salg med mindst 100 pct. i 2022.

Lukningen af Cheap Monday er planlagt til at være endelig gennemført 30. juni 2019, mens Cheap Mondays butik i London samt onlineforretningen allerede lukkes 31. december i år.