En række kendte investorer har i al hemmelighed købt sig ind i kaffekæden Joe & The Juice, som blev stiftet af danske Kasper Basse, skriver Finans.
Mest kendt er DIG Investment, der har H&M-stifterfamilien Persson bag sig. Familiens overhoved, Stefan Persson, er i øjeblikket ifølge Bloomberg Sveriges rigeste person med en estimeret formue på 21,5 milliarder dollar, svarende til 136 milliarder kroner.
Investeringen kom i forbindelse med, at Joe & The Juice tidligere på året fik en kapitalindsprøjtning på 300 millioner kroner fra både nye investorer og den hidtidige ejerkreds.
Dengang kom det frem, at Egyptens mest velhavende person, mangemilliardæren Nassef Sawiris, havde investeret i Joe & The Juice og ville blive en engageret medejer af det danske juiceimperium.
Men det viser sig nu, at Nassef Sawiris ikke var det eneste prominente navn, der tidligere i år skød penge i Joe & The Juice. Udover Persson-familien har schweiziske Maurice Dabbah, som har en større ejendomsportefølje i især New York og Europa, også investeret i Joe & The Juice.
Thomas Nørøxe, der for nylig blev ny topchef i Joe & The Juice, bekræfter tilgangen af henholdsvis Maurice Dabbah og H&M-familiens ventureselskab DIG Investment.
»Joe & The Juice er i en meget spændende udvikling, og vi oplever derfor løbende en stor interesse fra investorer, der gerne vil være med på de næste kapitler i vores historie. Ved den seneste kapitaludvidelse fik vi mulighed for at udvide vores ejerkreds med stærke kapitalkræfter og professionelle folk fra den internationale forretningsverden, som både deler vores syn på potentialet i Joe & The Juice, og som er et godt match for den øvrige ejerkreds,« skriver han i en udtalelse til Finans.
Blandt de øvrige aktionærer er Kaspar Basse selv og de to kapitalfonde General Atlantic fra USA og Valedo Partners fra Sverige.
Joe & The Juice har været hårdt ramt af nedlukningerne i forbindelse med corona. Regnskabet for 2020 viste, at omsætningen for første gang i tre år havde bevæget sig under en milliard kroner, og at kæden havde et underskud på næsten en halv milliard kroner.
Alligevel er Joe & The Juice fortsat med at åbne nye forretninger, og virksomheden forventer en vækst på mere end 25 procent i 2021.