De var stærkt utilfredse, skældte ledelsen ud i markante vendinger og smækkede med døren, da de forlod dagligvarekoncernen Coop og i stedet indgik et samarbejde med konkurrenten Dagrofa.
Men efter blot ti måneder hos Dagrofa vender Fensmark Brugsforening, der er en af Danmarks største og ældste brugsforeninger, nu tilbage til Coop.
»Vi har lyttet til vores kunder og medlemmer, og de savner Coops varer. Kunderne spørger vores medarbejdere efter varerne, og det må vi lytte efter – når kunderne kommer og spørger efter Änglamark eller Thise, og når de så ligefrem siger, at så må vi køre i Kvickly i stedet, så gør det jo selvfølgelig ondt på en brugs,« siger Hans Larsen, der er direktør i Fensmark Brugsforening.
Foreningen har to butikker, der siden januar har været en del af Meny-kæden, og som til januar kommer til at hedde SuperBrugsen igen. Fensmarks tredje butik har været en del af Letkøb, men lukker ved årsskiftet. De tre butikker har, efter de skiftede til Dagrofa, haft et fald i både omsætning og indtjening.
»Vi må erkende, at Coops brand er stærkere end Dagrofas og stærkere, end vi troede og har villet være ved, og i en 150 år gammel virksomhed som vores, der ændrer man bare ikke folks vaner bare sådan lige, så det er vores klare vurdering, at det er det rigtige at indgå et nyt samarbejde med Coop igen,« siger Hans Larsen.
»Høgsted er et omvandrende missil«
Coop består af cirka 1.100 dagligvareforretninger fordelt på kæderne SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Kvickly, Irma og Fakta foruden en netbutik. Omkring 70 procent af butikkerne er ejet af Coop Danmark, mens resten er ejet af knap 400 selvstændige brugsforeninger, som er franchisetagere.
I juni sidste år tog Fensmark Brugsforening konsekvensen af flere års utilfredshed med den øverste ledelse i Coop og forlod dagligvarekoncernen. En ledelse, hvor særligt adm. direktør Peter Høgsted offentligt blev kritiseret i skarpe vendinger.
I 2016 sagde Hans Larsen bl.a., at »Peter Høgsted er et omvandrende missil, som virkelig kan tænde brugsforeningerne. Der er ingen tvivl om, at han er en kreativ mand. Men det kniber med at tjene penge, og man kan altså ikke reinvestere så meget med et så begrænset overskud,« sagde han til Berlingske.
Han var usikker på, hvilken retning Høgsted var på vej hen med Coop og mente, at Høgsteds fokus på langsigtede investeringer var for dyr på den korte bane.
Fensmark var ikke den eneste brugsforening, der var utilfreds med ledelsen og koncernens trængte økonomi, og Fensmarks udmeldelse af Coop var med til at kickstarte det oprør, der sidste år udspillede sig i dagligvarekoncernen.
Her forsøgte et kritisk bagland – de selvstændige brugsforeninger – at få Peter Høgsted fyret. Da bestyrelsen nægtede, gik de i stedet efter bestyrelsesformand Lasse Bolander, som de i forårets formandsvalg forsøgte at vælte. Det lykkedes ikke, og både Bolander og Høgsted er fortsat på øverste hylde i dagligvarekoncernen.
Høgsted: Fair at man er uenig
Fensmark brugsforening har eksisteret siden 1875 og har igennem de seneste 20 år oplevet markant vækst med en omsætning, der er vokset fra 26 mio. kroner til mere end 154 mio. kroner. Derfor gjorde det ondt på Coop, da brugsforeningen sidste år forlod andelskoncernen, anerkender Peter Høgsted. Men han er glad for, at de nu »vender hjem«.
»Jeg tror, at den telefonopringning, som Hans lavede til mig i sensommeren, har været rigtig besværlig, og jeg har stor respekt for, at man anerkender og erkender, at man har taget fejl og undskylder, og derfor skal vi videre sammen,« siger Peter Høgsted.
Hvor vigtigt er det for dig som person, at de nu vender tilbage, efter al den ballade og kritik af dig, der har været?
»Jeg tror, at vi skal glemme personificeringen af skænderier og fortid, og så skal vi videre med den konstatering, at Fensmark tilslutter sig Coop igen,« siger han.
Ifølge Peter Høgsted har Coop ikke opstillet betingelser for, at Fensmark kan vende tilbage til Coop.
»Nej, jeg har sagt til Hans, at han skal blive ved med at være den dygtige købmand, som han er, og så er det jo også fair, at man er uenig engang imellem,« siger han og tilføjer.
»Jeg tror, at alle store systemer skal have plads til mange forskelligartede meninger og dermed også kritik af strategier fra fortiden, eksisterende og fremtidige strategier, og i vores system er der højt til loftet, og vi kan diskutere tingene, og det tror jeg også, at vi kommer til at gøre i fremtiden,« siger han.
Fensmark: Det har ikke været en gratis omgang
Hans Larsen fortryder ikke, at Fensmark har forsøgt sig med et samarbejde med Dagrofa.
»Det har selvfølgelig ikke været en gratis omgang, men den her viden har jeg kun fået ved at være i den her proces, og på det tidspunkt, vi tog beslutningen, var det den rigtige,« siger han og pointerer, at brugsforeningen har haft et godt samarbejde med Dagrofa.
»De har gjort meget for os, men vi må erkende, at det ikke var så meget bedre, og da kunderne så kraftigt signalerede over for os, at de manglede Coops varer, så har vi valgt, at på den lange bane gør vi os bedst som en del af den gamle brugsforening,« siger han.
Dagrofa, der driver dagligvarekæderne Spar og Meny, har de seneste år kørt med massive underskud på bundlinjen, og købmandskoncernen smed sidste år håndklædet i ringen i den verserende discountkrig og lukkede kæden af Kiwi-butikker.
Når Fensmark alligevel valgte at skifte til Dagrofa, skyldes det ifølge Hans Larsen, at foreningen hos Dagrofa kunne få en større frihed.
»Vi vurderede, at den økonomiske frihed og uafhængighed, som vi kunne få hos Dagrofa, ville opveje det. Desværre viste det sig ikke at være som håbet, hvilket betød, at vi måtte reagere på det,« siger han.

Hans Larsen fortryder dog sine udtalelser om Høgsted, og han tror på, at samarbejdet mellem de to nu vil blive bedre.
»Jeg har haft en rigtig god og lang snak med Peter, og så er der jo heldigvis også kommet nogle erkendelser fra Coop om, at der skal være plads til forskelligheder, som gør, at vi kan komme i gang med det gode samarbejde. Respekten for, at vi er en butik med et stolt DNA, er ligeledes imødekommet – og da vi i Fensmark brugsforening er en butik med mange følelser, røg der en finke af fadet, hvilket vi gav hånd på ikke sker igen offentligt,« siger han.
Den rebelske købmand fortæller, at han er enig i dagligvarekoncernens nye strategi, selv om den byder på en ny offensiv og langsigtede investeringer i måltidsinnovation og i et madmanifest 2.0, hvor Coop vil have en større bid af markedet for take away.
Så man vil ikke se dig kritisere strategien offentligt igen?
»Jeg tænker, der er højt til loftet, og jeg fornemmer, at vi har gjort vores til, at man har fået øjnene op for, at Coop er et tostrenget beslutningssystem,« siger han.
Dagrofa: Det er en lykkelig skilsmisse
Hos Dagrofa kalder kædedirektør for Meny, Kenneth Holmen Pedersen, Fensmarks exit for en »lykkelig skilsmisse«.
»Vi har haft et rigtig godt samarbejde, men nu er det så brugsforeningens vurdering, at de bedst kan udfolde deres potentiale ved at vende tilbage til Coop, og det er vi selvfølgelig ærgerlige over, men vi må omvendt også respektere, at det er deres vurdering, og vi skilles som de bedste venner,« siger han.
Hvor stort et tab er det for Dagrofa? Det er jo en relativt stor brugsforening, som forlader jer?
»Det er klart, at det er en stor brugsforening, der rykker ud. Omvendt åbnede vi tre nye butikker i slutningen af sidste år, og vi åbner to i næste uge, så Meny vokser, og det gør vi både i omfang, men vi gør det også organisk og tager markedsandele,« siger han.
Kædedirektøren mener ikke, at Coops brand er stærkere end Dagrofas.
»Men der kan være meget store forskelle på de lokale markedspladser, og der er det ikke unaturligt, at en brugsforening, der har eksisteret siden 1875, har vænnet kunderne til gennem mange år at have kundernes egne mærker. Det kan være en stor omvæltning for lokale kunder, så jeg sidder ikke og føler mig flov på Meny-brandets vegne,« siger han.