Han frygtede for striben af møgsager, da han sidste år sagde ja til jobbet. Nu lever håbet om et andet eftermæle

Carsten Egeriis blev for et år siden sat i spidsen for Danmarks største bank og fik dermed en af de mest magtfulde poster i dansk erhvervsliv. Nu ser han tilbage på året, der er gået, men også frem mod en ny tid for Danske Bank, der prøver at krabbe sig ud af sit livs krise.

Asger Ladefoged

Carsten Egeriis træder ind i en elevator, der nærmere ligner et toilet på et snusket værtshus eller en undergrundsklub, hvor væggene er plastret til med skældsord og sjofle tegninger.

»Hvaaaa’, skal vi tage en snak om de der negative renter,« siger en håndværker kækt vel vidende, at han henvender sig til Danske Banks administrerende direktør.