Hårdt presset Maersk Drilling fyrer 250-300 i Nordsøen

De store fald på oliemarkedet og overproduktion af olie rammer Maersk Drilling hårdt.

Maersk Driling afskediger 250-300 i Nordsøen. (Foto: CLAUS FISKER/Ritzau Scanpix) CLAUS FISKER

Borerigselskabet Maersk Drilling, der tidligere var en del af A.P. Møller – Mærsk fyrer mellem 250 og 300 medarbejdere i Nordsøen. Samtidig bliver en række rigge lagt op, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det sker efter store fald i olieprisen efter udbruddet af coronasmitten. Maersk Drilling udlejer borerigge og boreskibe, og derfor er det alvorligt, at olieforbruget er faldet dramatisk, efter mange lande har lukket ned for at inddæmme smitten.

Maersk Drilling har valgt at opsige medarbejder fra Danmark, Norge og Storbritannien, men selskabet oplyser ikke specifikt, hvor afskedigelserne finder sted.

»Det føles aldrig rigtigt at sige farvel til gode kollegaer, særlig når de har gjort ekstra meget for at holde operationerne i gang under disse svære omstændigheder. Men det er vores ansvar at beskytte vores forretninger, og vi gør det her for at bevare konkurrencedygtigheden under svære markedsbetingelser,« udtaler Jørn Madsen, adm. direktør i Maersk Drilling, i meddelelsen.

Maersk Drilling oplyser, at Jørn Madsen på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udtale sig yderligere om den pressede situation i selskabet.

Borerigsektor var allerede inden coronakrisen under hårdt pres, og situationen har udviklet sig endnu værre de senere måneder.

»Hvis man kan finder en vaccine mod corona inden for de næste måneder, tror jeg ikke, det bliver så alvorligt. Men det er næppe sandsynligt. Det her kan sagtens komme til at tage lang tid, fordi der i øjeblikket bliver pumpet mere olie op, end der bliver efterspurgt,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Maersk Drilling blev for kun lidt mere end et år siden børsnoteret selvstændigt, da selskabet blev skilt ud fra A.P. Møller- Mærsk. Dengang blev noteringen som altid fejret med champagne. Prisen for selskabet var 23,9 mia. kr., men siden har det for aktionærerne vist sig langt fra at være en fest. I dag er selskabet blot omkring 6 mia. kr. værd.

Maersk Drilling, der blev dannet i 1972, var oprindeligt et af de fire hovedben i A.P. Møller-gruppen sammen med Maersk Line, APM Terminals og Maersk Oil. Men efter Søren Skou i 2016 tog over som topchef, ændrede han fokus fra, at A.P. Møller – Mærsk skulle være et bredt konglomerat til at blive en mere moderne shipping- og logistikvirksomhed, hvilket samtidig betød, at energiaktiviteterne skulle skilles fra.

Børsnoteringen af Maersk Drilling sidste år skete, efter at ledelsen havde undersøgt mulighederne for at sælge selskabet. Det lykkedes ikke, og i stedet blev aktionærerne i Mærsk tildelt aktier i Maersk Drilling.

Med udspaltningen blev hovedaktionæren A.P. Møller Holding, der kontrolleres af Mærsk-familien, og som også har flertallet af stemmerne i A.P. Møller - Mærsk.