Google-topchef bekræfter hemmelig kinaplan

Internetgiganten arbejder på at komme tilbage på det kæmpestore, kinesiske marked med en ny søgetjeneste, bekræftede Google-topchef under politisk høring.

Googles ansvarlige for privatlivets fred, Keith Enright (i midten), bekræftede på senatshøring, at internetgiganten arbejder på en særlig, kinesisk søgemaskine, hvilket Google-ansatte tidligere har protesteret mod. Arkivfoto: Joshua Roberts, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: JOSHUA ROBERTS

En topchef i Google bekræfter nu for første gang, at internetgiganten arbejder på at bygge særlige søgeværktøjer for at komme ind på det kæmpe, kinesiske marked igen.

»Der er et Projekt Dragonfly,« bekræftede Googles ansvarlige for privatlivets fred, Keith Enright, ifølge den britiske finansavis Financial Times, da han onsdag deltog i en høring i det amerikanske senat.

Projektet med kodenavnet »Dragonfly« (Guldsmed) kom til offentlighedens kendskab, da nyhedsnetstedet The Intercept fortalte om det i august. 1.400 Google-ansatte sendte derefter et protestbrev til deres ledelse, hvori de kritiserede den for at bøje sig for den kinesiske censur ved igen at åbne søgemaskinen i verdens folkerigeste nation men med censurerede søgeresultater og muligvis - som kinesisk lov kræver det - give myndighederne adgang til folks data.

Google lukkede i 2010 sin søgemaskine i Kina, fordi man ikke ville acceptere kinesisk censur.

Selskab Kurs Ændr. %

Langtfra klar til lancering

Keith Enright sagde på høringen, at »vi er ikke tæt på at lancere et søgeprodukt i Kina«, og han lovede, at hvis det sker, vil han og hans hold være »meget aktivt engageret i at sikre, at det gennemgår det rette eftersyn af overholdelsen af privatlivets fred«.

Flere af de store internet- og teleselskabers topchefer var indkaldt til den politiske høring i forbindelse med forberedleser til en landsdækkende lovgivning, der regulerer datasikkerheden. Den vestamerikanske stat Californien, som huser flertallet af giganterne, besluttede i juni at stramme databeskyttelsen fra 2020, inspireret af EUs nylige stramninger. Stramningerne kommer trods protester fra IT-giganterne, heriblandt Google.

Google har hidtil ikke villet kommentere forlydenderne om det kinesiske søgeprodukt.

Kina har de seneste år strammet sin allerede berygtede censur flere gange. Den omtales sarkastisk som »The Great Firewall«, et ordspil på den kinesiske mur.

Kina har verdens næststørste økonomi og har flest internetbrugere i verden.