Hvor Danmark afskaffede store bededag for at få en almindelig arbejdsdag mere om året og dermed ifølge regeringen bidrage til samfundsøkonomien, tages der helt anderledes drastiske skridt i Grækenland.
Den konservative regering under premierminister Kyriakos Mitsotakis har netop fra 1. juli indført seksdages arbejdsuge på altså 48 timer. Det skriver The Guardian.
Formålet er at sætte turbo på produktiviteten i landet, der for få år siden var på randen af bankerot, men nærmest mirakuløst kom buldrende flot tilbage.
Den længere arbejdsuge gælder ikke alle, men fra 1. juli skal mange ansatte i industrien, detailhandlen, landbruget og visse servicesektorer arbejde seks dage om ugen, hvis deres arbejdsgivere beslutter, at det er nødvendigt. De vil så få 40 procent ekstra i løn på den sjette arbejdsdag.
De græske fagforeninger kalder ændringerne for »barbariske«.
»Det giver overhovedet ingen mening. Mens næsten ethvert andet civiliseret land indfører firedagesuge, beslutter Grækenland at gå den anden vej,« siger Akis Sotiropoulos fra fagforeningen Adedy.
Protester i gaderne
Kyriakos Mitsotakis sagde ved vedtagelsen i parlamentet, at han anser lovgivningen for »arbejdervenlig«, fordi den sikrer de ansatte ekstra løn. Samtidig er den ifølge ham »dybt vækstorienteret«.
Grækenland slås med et faldende befolkningstal, blandt andet fordi næsten 500.000 – navnlig unge uddannede grækere – anslås at være emigreret, siden finanskrisen ramte landet i 2009.
Der har været protester i gaderne mod den nye og længere arbejdsuge. Modstanderne mener, at den underminerer retsstillingen og fjerner mange af de rettigheder, som arbejdstagere har opnået.
Grækerne arbejder i forvejen længere, end man gør i andre lande i EU. Arbejdstiden er i gennemsnit på 41 timer om ugen, viser tal fra EUs statistiske kontor, Eurostat. Samtidig er lønningerne lave i forhold til europæiske standarder. Minimumsmånedslønnen i Grækenland er på 830 euro (ca. 6200 kroner).
Det har venstrefløjsoppositionen ofte beskrevet som »bulgarske lønninger i et land med britiske priser«.
Seksdagsugen blev vedtaget i det græske parlament i september 2023. De ansatte kan vælge mellem at arbejde to timer ekstra om dagen eller at tage maksimalt otte timer på den sjette arbejdsdag. Det er også muligt frivilligt at tage et andet job hos en anden arbejdsgiver med fem timer om dagen ved siden af fuldtidsjobbet på otte timer, skriver Business Insider.
Mange steder, også i Danmark, har flere virksomheder omvendt indført firedagsuge for bedre at kunne holde på medarbejderne.