Der er ganske langt fra 1930erne, hvor man på Lucky Strike-cigaretpakkerne kunne se en kvinde, der elegant holdt sin cigaret, og frem til de billeder og korte tekster, der i dag tjener som skræk og advarsel mod de skadelige virkninger, som cigaretter har vist sig at have.

Stadig flere forretningsindehavere skjuler pakkerne fra kunderne, man må ryge markant færre steder, ligesom næsten alle danske politikere ønsker at hæve tobakspriserne for at mindske forbruget. Intentionen er ganske klar: Færre skal ryge, for cigaretter er farlige.