Hun har vundet OL-guld. To gange. VM-guld, EM-guld og Champions League.
46-årige Camilla Andersen var en frygtindgydende playmaker på håndboldbanen i 90erne og i begyndelsen af 00erne. I dag er hun direktør og ejer af rejseselskabet Travel Sense, som sælger grupperejser til virksomheder og sportsrejser.
Forleden præsenterede virksomheden et overskud på 1,8 mio. kr., efter at selskabet for bare to år siden havde et millionunderskud. Det første, hun svarer, når man spørger, hvordan hun har vendt skuden, er »flid«.
Flid var også kendetegnende for hende på og uden for håndboldbanen. I 1999 skrev Jyllands-Posten et stort portrætinterview med hende. Det lyder bl.a.:
»Camilla Andersen svinger taktstokken – på banen såvel som uden for. Hun er playmaker og den største skudtrussel i samme person. Og dertil holdets kontante talsmand i forhandlingerne over skrivebordet med Dansk Håndbold Forbunds ledelse.«
Hun står i dag for den daglige drift i Travel Sense, mens ejerkredsen også tæller ægtefællen, Charlotte Røseler Pedersen, og iværksætteren, tidligere »løvinde« i »Løvens Hule« og indehaveren af servicekoncernen Combi Service, Birgit Aaby.
Camilla Andersen har stået i spidsen for selskabet i alle 17 år, men der har gennem tiden været forskellige ejerskabskonstellationer. Blandt andet solgte Andersen store dele af selskabet for nogle år siden, men endte med at købe det tilbage igen.

848 mål
På landsholdet havde hun en stor karriere med 848 mål i 194 kampe. Hun var med, da det danske kvindelandshold i håndbold var stærkest, og hun har således været med til at hente alle de store internationale førstepladser med hjem til Danmark.
Det er efterhånden 15 år, siden hun forlod håndbolden, selv om hun stadig toner frem på skærmen som ekspert, når der er slutrunder.
Det er bedre ikke at ansætte nogen end at ansætte de forkerte.Camilla Andersen, direktør i Travel Sense
Ideen til rejseselskabet opstod, da en tidligere holdkammerat også solgte rejser. En dag stak hun et katalog i hånden på Camilla Andersen, som var begyndt at overveje, hvad hun skulle efter håndbolden.
»Men da jeg sad med kataloget, tænkte jeg: Det kunne være sjovt at sælge rejser. Sidde der, tage telefonen og give folk en god oplevelse,« har hun tidligere sagt til Berlingske.
Efter en periode med økonomisk nedtur har hun nu fået butikken tilbage på rette spor.
»Det har været hårdt arbejde. Jeg har brugt rigtig meget tid og mange kræfter på at gå hele butikken igennem. Vi har vendt alle omkostninger og kigget alle medarbejdere i øjnene. Det har været et langt, sejt træk, som nu betyder, at det er rigtig fedt at sidde med et overskud i forretningen,« forklarede hun i forbindelse med seneste regnskab.
Håndboldfamilie
Hun er født i Gentofte og er vokset op i et hjem, hvor håndbold var en del af dagligdagen. Således var både moderen og faderen håndboldspillere på landsholdet, ligesom hendes far trænede hold, da hun var barn. Til Jyllands-Posten sagde hun:
»Selvfølgelig var der meget boldspil hjemme i haven, men jeg begyndte først at spille i klub, da jeg var 12 år. Og det var kun, fordi jeg ikke kunne komme på førsteholdet i tennisklubben.«
I 2012 blev hun optaget i Danmarks Idrætsforbunds Hall of Fame.
Hun har bl.a. spillet på det storvindende Slagelse Dream Team og sluttede karrieren af i FCK Håndbold.
Som ung blev hun uddannet i Brian Laudrups daværende rejseselskab Rejsegalleriet, som han solgte i 2000. Selskabet lukkede og slukkede året efter.
I 17 år har hun nu været i gang med Travel Sense, hvor hun forventer at fortsætte væksten:
»Vi har en række nye tiltag, og den største udfordring er egentlig at finde medarbejdere med de rette kompetencer. Erfaringen har vist mig, at det er bedre ikke at ansætte nogen end at ansætte de forkerte,« har hun sagt til Berlingske.