Forstå sagen, der kan koste Mads Melbye posten som direktør på Statens Serum Institut: »Det er ret uvirkeligt for mig«

Direktøren på Statens Serum Institut, Mads Melbye, burde afskediges, hvis det står til Kammeradvokaten. Mandag kom statens advokat med skarpe anbefalinger til Sundhedsministeriet efter en omfattende undersøgelse af seruminstituttet. En undersøgelse, der har været et halvt år undervejs. Forstå det centrale i sagen her.

18. december 2019 hyrede Sundheds- og Ældreministeriet Kammeradvokaten til at foretage en større undersøgelse af Statens Serum Institut efter mistanke om »uregelmæssigheder« samt en sammenblanding af private økonomiske interesser og forskningsmæssige interesser. Kasper Palsnov

Hemmeligholdte lønforhold, en potentielt lukrativ kontrakt med et indisk medicinalselskab, mulige lovbrud for overførsler af personfølsomme data til USA og en direktør, der blev sendt hjem, indtil undersøgelsen var forbi.

I et halvt år har der været en vis mystik om, hvad Kammeradvokatens undersøgelse af Statens Serum Institut (SSI) egentlig gik ud på.