Forsikringsselskab åbner lavprismobilselskab

Alka tilbyder nu mobiltelefoni til alle sine forsikringskunder og de 17 fagforbund, som forsikringsselskabet samarbejder med. »For os handler det ikke om at tjene penge på mobiltelefoni,« siger direktør.

Alka Mobil er det seneste teleselskab i Danmark, og man skal være kunde hos Alka Forsikring eller medlem af et af 17 fagforbund, som Alka samarbejder med, for at kunne købe abonnement. Fold sammen
Læs mere

Forsikringsselskabet Alka kaster sig nu ind i mobilkrigen og lancerer sit eget mobilselskab, Alka Mobil, som går efter at levere billig mobiltelefoni til 2,5 millioner danskere.

Alka Mobil lægger ud med et abonnement til 59 kroner om måneden for fri tale, fri sms, fri mms og syv gigabyte data, som dog kun kan bruges i Danmark og altså ikke vil fungere i udlandet. Der skal man skifte til selskabets EU-pakke til 84 kroner om måneden med ti gigabyte data, hvoraf de seks gigabyte kan bruges i EU.

Direktør: Vi skal ikke tjene penge

De 2,5 millioner danskere er dem, der er kunder i Alka eller er medlemmer af et af de 17 fagforbund, som Alka samarbejder med om forsikringer.

»Vi står i en anden situation end andre udbydere af mobiltelefoni. For os handler det ikke om at tjene penge på mobiltelefoni. Det drejer sig udelukkende om at kunne give vores kunder og forbundsmedlemmer nogle attraktive fordele, der gør dem glade, tilfredse og forhåbentlig loyale,« siger Frederik Sjørslev Søgaard, der er direktør i Alka Forsikring og tidligere har været direktør for TDC Privat.

Han anslår, at abonnementet med de syv gigabyte data »dækker behovet for 95 procent af danskerne«. Ellers kan man købe mere til.

»Abonnement med fri tale er de seneste år steget markant i de store teleselskaber til 149 kroner om måneden. For mange mennesker vil der derfor være en del penge at spare,« siger Frederik Sjørslev Søgaard.

Hård konkurrence – og flere fordele

Alka Mobil bruger Telias mobilnet, og kunderne vil derfor få adgang til 5G-mobilnettet, i takt med at Telia melder det klart rundtomkring i landet.

Konkurrencen på det danske mobilmarked er kendt for at være benhård. Det har blandt andet selskaber som Telmore, CBB, CallMe, Oister, Onfone og Plenti sørget for gennem tiden, indtil de er blevet købt op af de store selskaber.

I forbindelse med at EU for et par år siden afskaffede de forhadte roamingafgifter på at bruge tale og data i udlandet, steg stort set alle mobilabonnementer herhjemme i pris.

Siden har teleselskaberne kæmpet for at fastholde kunderne ved at lægge ekstra tjenester med i abonnementet, for eksempel musik, e- og lydbøger og streaming. Har man ud over sit mobilabonnement også tv- eller internetabonnement hos samme selskab, får man adgang til ekstra fordele. Alt sammen skal det holde på kunderne og sikre mod, at de finder et bedre tilbud et andet sted.

Danmarks største mobilselskaber er i rækkefølge TDC (med YouSee og Telmore), Telenor (med CBB), 3 (med Oister) og Telia (med CallMe).