For første gang i 10 år: Her er lønningerne på sit højeste

På bare et år er IT-lønninger for privatansatte steget med over fem procent, viser en årlig lønstatistik. Det er den højeste stigning siden 2009. Dog halter det offentlige bagud med lønningerne, og mænd tjener igen mere end kvinder i IT-faget.

Lønningnerne for private IT-ansatte er på sit højeste i ti år. Men det samme gælder ikke for IT-professionelle, der er offentligt ansat, og mænd tjener igen mere end kvinder i faget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philippe Ramakers/Iris

Der findes kun én retning for lønningerne for IT-ansatte. Det er op.

IT-lønningerne er nemlig på sit allerhøjeste i ti år. For ansatte i private virksomheder er lønnen på bare et år steget med 5,3 pct. Det viser Prosas årlige lønstatistik fra januar 2018 til januar 2019.

Ifølge Prosa er lønstigningerne meget positive, men det er stadig ikke på et niveau, der afspejler, at arbejdsgiverne jævnligt problematiserer, at de ikke kan finde kompetent arbejdskraft.

»Det er positivt, at medlemmernes lønudvikling afspejler, at der er kommet gang i arbejdsmarkedet. Men vi skal huske, at lønudviklingen er gået trægt i kriseårene, så selvfølgelig skal lønningerne også stige nu, hvor det går bedre,« siger Hanne Lykke Jespersen, der er næstformand i Prosa.

Lønstigningen på 5,3 pct. findes blandt ansatte med mest erfaring. For ansatte uden erfaring er stigningen på 3,2 pct. Den generelle lønudvikling for perioden ligger på 2,6 pct.

Men det samme gør sig ikke gældende for IT-ansatte i offentlige virksomheder. Her har man set en mere begrænset stigning på 1,7 pct.

Det er bekymrende i en tid, hvor man stiller skarpt på offentlig digitalisering, der kræver stærke IT-kompetencer på området, lyder det fra Prosa.

Større forskel mellem mænd og kvinder

Selv om lønstatistikker har vist, at der tidligere har været ligeløn i IT-faget, er det ikke længere tilfældet. Især vest for Storebælt er tendensen, at mændene løber med de højest lønnede job, mens kvinderne tager de dårligst lønnede job. Øst for Storebælt var det samme tendens i 2018. Her har man dog i år nærmet sig hinanden.

Samlet er den gennemsnitlige forskel steget fra tre til fire pct.

»Vi ved ikke, hvorfor lønforskellen mellem kønnene er dukket op igen, men det er en kedelig tendens. Og når arbejdsgiverne efterspørger kvinder i faget og på uddannelserne, så kan de jo passende motivere kvinderne ved ikke at forskelsbehandle lønmæssigt,« siger Hanne Lykke Jespersen.

På det offentlige område får mændene også de bedst betalte job. Her ligger kvinder dog gennemsnitligt højere end mændene, fordi det også er mændene, der har de dårligst betalte driftsjob.

Både privatansatte og offentlige ansatte IT-professionelle forventer, at efterspørgslen på deres arbejdskraft vil stige i 2019.