Markant flere danske IT-virksomheder har det seneste år helt måttet opgive at besætte ledige stillinger trods flere års kamp for at skaffe hænder til de opgaver, som derfor udskydes eller direkte afvises – både herhjemme og i udlandet.
Gennem de seneste 12 måneder har 45,2 procent af IT-virksomhederne helt droppet at få besat ledige job, fordi de rette folk ikke er til at få fat i. For et år siden ramte det 29,6 procent, og dette har i nogle år været niveauet. Konsekvensen af mandskabsmanglen er, at lige over halvdelen af virksomhederne – 50,9 procent – udskød videreudviklingsopgaver, mens næsten hver tredje – 30,2 procent – sagde nej til overhovedet at tage ordren hjem. Det er i begge tilfælde mere end en fordobling i forhold til sidste år.