Finanstilsynet vil undersøge Danske Bank i sag om fejlagtigt opkrævet gæld

Sagen om fejlagtig inddrevet gæld får nu Finanstilsynet til at kræve redegørelse og iværksætte en undersøgelse af Danske Bank, fremgår det af brev til direktionen.

Nu går Finanstilsynet ind i sagen om Danske Banks gældsindrivelse med krav om redegørelse og undersøgelse. Nikolaj Skydsgaard/Reuters/Ritzau Scanpix

Finanstilsynet, der skal føre tilsyn med landets banker, kræver nu en redegørelse fra Danske Bank i sagen om fejlagtigt opkrævet gæld, som Berlingske og TV 2 de seneste dage har afsløret.

Samtidig vil tilsynet undersøge, om der er handlet i strid med bankens forpligtelser.

Det fremgår af et brev fra Finanstilsynet sendt til direktionen i Danske Bank.

»Finanstilsynet har derfor i lyset af de oplysninger, der er kommet frem på det seneste, besluttet at foretage en undersøgelse af bankens håndtering af de konstaterede fejl i bankens gældsinddrivelsessystem set i forhold til bankens forpligtelser til at handle redeligt og loyalt overfor dens kunder,« hedder det i brevet.

Finanstilsynet betoner samtidig, at gældsindrivelsen tidligere har været i tilsynets søgelys, men at »det er helt centralt for vurderingen af sagen, at alle berørte kunder – som oplyst af banken – identificeres og kompenseres hurtigst muligt«.

Dernæst understreger tilsynet en lang række oplysninger, som banken nu skal udlevere. Det gælder blandt andet også »relevante dele af bankens interne undersøgelse og undersøgelsen foretaget af bankens compliancefunktion samt eksterne advokater«.

Brevet fra Finanstilsynet kommer efter, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) mandag gjorde det klart, at han vil bede Danske Bank om at redegøre for håndteringen af sagen. Han efterlyste samtidig svar på, hvad banken har tænkt sig at gøre for at bringe de uretmæssige opkrævninger i orden.

Tirsdag aften kom det frem, at det ifølge Danske Banks juridiske vurdering foretaget af advokathuset Plesner kan få alvorlige konsekvenser for nøglepersoner i sagen.

Problemer i årevis

Det er TV 2 og Berlingske, der de seneste dage har kunnet beskrive de omfattende og alvorlige problemer i bankens gældsindrivelse. I årevis har Danske Bank således inddrevet gæld fra kunder, på trods af at banken ikke havde ret til pengene.

Danske Bank anslår selv, at op mod 15.000 kunder nu har krav på at få penge retur.

Der er tale om graverende fejl, der kan få store konsekvenser og koste banken et trecifret millionbeløb, lyder vurderingen. Det står også klart, at banken har kendt til problemerne i adskillige år.

Underdirektør i Danske Bank, Rob De Ridder, har oplyst over for Berlingske, at banken er i gang med at undersøge over 100.000 kunder, der kan være ramt af fejlene.

»Det er en meget alvorlig sag. Vi har problemer med kvaliteten af data i vores systemer, og det tager vi meget seriøst. Vi vil altid gerne gøre det rigtige, og det vil vi også i denne sag. Der er tale om vores mest sårbare kunder, og det gør selvfølgelig kun sagen endnu mere alvorlig, at forløbet strækker sig over en lang tidsperiode,« siger Rob De Ridder.