35.000 kunder med fibernetforbindelse hos det nordjyske energiselskab Nord Energi er blevet købt af konkurrenten Norlys – en fusion mellem de jyske energiselskaber SE/Sydenergi og Eniig.
Det sker, efter at Nord Energi har besluttet at koncentrere sig om at drive forsyningsnet og dermed skille sig af med sideaktiviteter som at levere internet- og TV-forbindelser over fibernettet i området. Den opgave overtager Norlys nu, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender overtagelsen.
»Vi er glade for, at det har været muligt at indgå en aftale med Norlys som køber, da vi ser det som den bedste løsning både for Nord Energi Fibernet og for kunderne, der dermed vil opleve mindst mulige ændringer,« siger Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord energi Fibernet.
Fortsat Waoo som leverandør
Nord Energi har haft et længere samarbejde med Eniig, der tidligere i år blev en del af den nye Norlys-koncern, som har SE/Sydenergis koncerndirektør Niels Duedahl i spidsen. Norlys ejer kabel-TV-leverandøren Stofa og TV-leverandøren Boxer.
Norlys, som har hovedsæde i Silkeborg, lover, at de 35.000 kunder med TV og internetforbindelser hos Nord Energi ikke kommer til at mærke den store forandring. De vil fortsat få leveret deres TV og internet gennem Waoo, selv om Norlys' Stofa og Boxer konkurrerer direkte med Waoo, der ejes af en række andre energiselskaber.
Stofa indgik i oktober aftale med Nord Energi om at komme ind på Nord Energis fibernet og dermed kunne sælge sine TV-pakker og bredbåndsabonnementer til næsten 100.000 kunder i Vendsyssel.