Fiat Chrysler kører nu en milliardinvestering i stilling. Frem mod 2022 vil bilkoncernen bruge 5 mia. euro på at opgradere fabrikker i Italien.
Pengene skal investeres, så der bliver sat fart på efterspørgslen på sportsvogne og elbiler, siger kilder med kendskab til sagen til Bloomberg News.
Det er blandt andet planen, at Fiat vil lave en mere kompakt Alfa Romeo SUV på fabrikken i Pomigliano og en batteridrevet Fiat 500 på fabrikken ved Torino.
Fiat ønsker ikke at kommentere rygterne. Men Bloomberg oplyser, at selskabet vil komme med en meddelelse senere torsdag.
Tidligere på ugen gik amerikanske General Motors ellers i den anden retning, da bilkoncernen meddelte, at den vil skære ned på bilproduktionen i USA. Det vil blandt andet ske ved, at GM lukker fabrikker, og indstiller produktionen af modeller, der sælger for lidt eller for langsomt.
Omstruktureringen betyder, at General Motors skærer 15 pct. ned på antallet af medarbejdere i Nordamerika. Det svarer til, at 14.700 arbejdspladser forsvinder.
En aktie i Fiat Chrysler ligger uændret torsdag over middag, mens en aktie i GM stiger 0,4 pct. i det amerikanske formarked.
/ritzau/FINANS