Fastspeed udvider bredbåndskrigen og rykker ind på fibernet

For første gang bliver de lynhurtige fibernet nu en del af bredbåndskrigen, efter at bredbåndskometen Fastspeed har fået en aftale i stand om at komme ind på TDCs fibernet.

De lysoptiske fiberkabler kan levere hurtigere internetforbindelser end noget andet. Derfor er både tele- og elselskaber i færd med at udbygge deres fibernet i hele Danmark, og der investeres milliarder af kroner i at kunne levere de bedste forbindelser i håbet om, at danskerne vælger at købe abonnement netop her. Thomas Breinstrup

Den danske bredbåndskomet Fastspeed udvider nu sit dækningsområde betydeligt og begynder også at sælge internetforbindelser over TDCs fibernet – 80 kroner billigere end TDC selv tilbyder dem.

Fastspeed, som for et år siden blev stiftet af en række tidligere TDC- og YouSee-folk, har netop rundet 20.000 bredbåndskunder. Selskabet har indtil nu lejet sig ind på YouSees kabel-TV-net – landets største – og har solgt internetforbindelser til næsten halv pris af YouSee selv.