Der er virkeligt store penge at hente ved at grave kablerne op, efterhånden som teleselskaber verden over lukker for fastnettelefonien, sådan som det også er ved at ske i Danmark.

I alt ventes det, at teleselskaberne vil kunne hente mere end 71 milliarder kroner hjem over de næste 15 år ved at sælge den kobber, som kablerne, der leder telefonsignalerne rundt, består af.

Alene i 2025 ventes teleselskaberne at kunne sælge kobber for 5,1 milliarder kroner, viser beregninger fra selskabet TXO, der hjælper teleselskaberne med at genbruge og sælge metallet.

Kobberprisen er nemlig steget betydeligt gennem de senere år og ligger lige nu på 9.170 dollar (cirka 65.500 kroner) pr. ton. I 2035 ventes den at være steget til 12.000 dollar (omkring 86.000 kroner), skriver den britiske finansavis Financial Times.

Langsomt og dyrt i strøm

Fastnettelefoni var før mobiltelefonen den eneste måde, man kunne ringe til hinanden på. Derfor er der gravet kabler ned i et omfang, der i de fleste lande har gjort fastnettet landsdækkende.

Fastnettet er ud over tale i stand til at transportere data, men det sker med meget lave hastigheder og uden stor kapacitet. Samtidig er fastnettet en strømsluger, fordi meget af udstyret er så gammelt.

Derfor bliver fastnettet i stigende omfang overflødigt, fordi mobilnettene efterhånden dækker næsten overalt og samtidig kan levere hurtige dataforbindelser takket være 5G-teknologien.

Sideløbende er der gennem særligt de seneste 15-20 år gravet fiberkabler ned rigtig mange steder. Fiberkablerne sender data af sted med lysets hastighed og har stor kapacitet. Derfor kan man her få lynhurtige internetforbindelser, og samtidig kan fibernettene klare tv-signaler og (digital) telefoni.

Derfor bliver fastnettene, der ofte i mere end 100 år har været selve kernen i al kommunikation, nu stille og roligt lukket i mange lande. I Norge har det delvist statsejede Telenor lukket for fastnettet ved årsskiftet 2022-2023. Dengang havde Telenor 143.000 kilometer kobberkabler i Norge, og så meget som muligt bliver pillet op og solgt. Nogle steder vil opgravningen dog blive så dyr, at det ikke vil kunne betale sig.

Telenor forventer i alt at sælge 250 tons kobber i 2025 og dermed hente omkring 7,5 millioner danske kroner hjem. I alt regner den norske telegigant med at sælge kobber for en halv milliard danske kroner, når alt er pillet op af jorden.

Dansk fastnet lukker helt i 2030

I Danmark ejes fastnettet i dag af TDC Net, som sammen med Nuuday (herunder selskaber som YouSee, Hiper, Telmore og TDC Erhverv) opstod, da TDC-koncernen blev splittet op i to selvstændige selskaber, og selve TDC blev nedlagt.

TDC Net lukker fastnettet helt i 2030, men begyndte allerede i starten af 2024 at lukke de første ti af i alt 1.183 telefoncentraler landet over. Nu skrues tempoet op. TDC Nets topchef, franskmanden Michel Jumeau, fortalte for nylig til Berlingske, at tempoet nu bliver skruet op – dog sådan at alle får et år til at skifte til noget andet, før stikket trækkes.

Der var i efteråret kun omkring 300.000 kunder tilbage på det danske fastnet.

Svenske Telia, som i april 2024 solgte sin danske mobilforretning til energikoncernen Norlys, forventer i Sverige at få indtægter på mellem to og tre millioner euro (15-30 millioner danske kroner) i 2025 på at sælge kobberkabler. Telia har allerede fået 25 millioner euro (186 millioner kroner) ind på salget af kobber.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.