Det var en guldgrube men også en strømsluger, så stikket skulle ud

Tre års intens planlægning og rejser til samtlige kommuner i det meget lange Norge skulle der til, før stikket til det fastnet, som i årevis havde leveret solide indtægter til Telenor, kunne lukkes ved årsskiftet – og med risiko for, at konkurrenterne ville løbe med kunderne.

Endelig – tre år efter at det blev besluttet – kan Petter-Børre Furberg og hans kollegaer i Telenor i Norge begynde at fjerne kabler, telefonpæle, bygninger og udstyr, som i mere end et århundrede har holdt liv i det landsdækkende fastnet, som lukkede (næsten helt) ved årsskiftet. Pr-foto

Man afmonterede en guldgrube af indtægter – men også en gigantisk strømsluger. Og det skete med risiko for, at kunderne ville smutte over til konkurrenterne.

Alligevel holdt Nordens største teleselskab, norske Telenor, fast, da man ved årsskiftet 2018/19 besluttede at trække stikket på det landsdækkende fastnet og dermed alle fastnettelefoner ved udgangen af 2022.