I 142 år har danskerne kunnet ringe på en fastnettelefon og – de seneste årtier – bruge linjen som også internetforbindelse. Det slutter nu.

TDC Net, som ejer den gamle TDC-koncerns faste og mobile net, begynder nemlig fra i år at lukke helt ned for det gamle, landsdækkende telefonnet. Kunderne skifter til noget andet, det er for dyrt at holde kørende og bruger for meget energi, og det bliver stadig sværere at skaffe både reservedele og teknikere med forstand på den gamle teknologi.