Facebook-brugere må selv finde ud af, om deres data er blevet stjålet

Der kommer ikke besked fra Facebook til de 533 millioner, hvis persondata er blevet lækket på nettet. Man kan også selv kontrollere, om man er ramt.

Facebook-topchef Mark Zuckerberg skal selv være blandt den fjerdedel af Facebooks daglige brugere, hvis personlige data er blevet suget ud af Facebooks systemer og lagt på nettet. Michael Reynolds/EPA/Ritzau Scanpix

Danske Facebook-brugere skal ikke forvente at få noget at vide fra Facebook. om de er blandt de 533 millioner, hvis personlige data er blevet masseindsamlet og risikerer at blive misbrugt, efter at de er blevet lagt frit ud på nettet.

En talsmand for det børsnoterede, amerikanske selskab siger til nyhedsbureauet Reuters, at man har besluttet ikke at kontakte de ramte brugere – dels fordi Facebook ikke selv har fuld indsigt i, hvilke brugere der faktisk er ramt, dels fordi brugerne ikke selv kan gøre noget for at rette den fejl, der gjorde datahøsten mulig.