EU nedlægger ikke forbud mod Huawei – vil i stedet lukke sikkerhedshuller

Europa-Kommissionen har taget initiativ til at indsamle medlemslandenes input til, hvilke risici der vil være ved at vælge Huawei som 5G-leverandør. Kommissionen vil undersøge, om det er muligt at lukke de risikable huller.

EU-CHINA/
Foto: Dado Ruvic/Reuters

Europa-Kommissionen forholder sig indtil videre ikke lige så stringent til Huawei, som USA har formanet til. Kommissionen vil bede medlemslandene i EU om at vurdere, hvilke områder af Huaweis 5G-netværk der er risikable, og hvordan EU kan komme de risici til livs.

Dermed nedlægger EU ikke et forbud lige nu, skriver Financial Times.

»Huaweis teknologi er god og billig. Det eneste problem er, at det er kinesisk. Tilgangen er, at vi skal se, hvordan vi kan håndtere de sikkerhedsmæssige risici. Det er klart vejen, vi vil gå,« siger en EU-diplomat ifølge Financial Times om EUs tilgang til Huawei som 5G-udbyder i Europa.

Bekymringen er, at Huawei kan udgøre en risiko for europæisk cybersikkerhed. Det skyldes, at kinesiske virksomheder af kinesisk lovgivning er forpligtet til at hjælpe den kinesiske stat. Spørgsmålet har været, hvorvidt Huawei dermed har kunnet blive brugt til at udspionere via europæisk infrastruktur.

Den bekyming har bl.a. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) givet udtryk for.

Særligt USA har advaret de europæiske lande mod at bruge den kinesiske udbyder, da Huawei ifølge amerikanerne kan underminere tværatlantisk militær- og efterretningssamarbejde.

TDC har skiftet til Ericsson

I sidste uge offentliggjorde TDC, at de droppede Huawei som leverandør af 5G-netværk i Danmark og gav opgaven til den svenske leverandør Ericsson. Ericsson overtager projektet allerede 1. april.

TDCs hovedårsag til at skifte leverandør var kontraktprisen, men man anerkendte også, at man ikke var blinde for myndighedernes bekymringer for Huaweis forbindelser til den kinesiske stat.

Ifølge Ericsson vil det nye netværk være færdigt inden slutningen af 2020.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtrykte også i sidste uge sit forbehold over for Huawei og sagde, at »vi skal passe på ikke at være naive«, og han opfordrede til, at Europa får en fælles Kina-politik.

TDC tog altså konsekvensen af den lange diskussion og skiftede operatør til Ericsson. Men Europa-Kommissionens udmelding er ikke lige så kontant. Kommissionen vil i stedet lukke nogle af de sikkerhedsmæssige huller, der kan være ved at samarbejde med en kinesisk udbyder.