Et af verdens mest magtfulde finanshuse slår sig ned i hjertet af København

Amerikanske Goldman Sachs åbner nu kontor i Danmark med en række profiler i spidsen, der skal sikre den finansielle sværvægter endnu bedre fodfæste på det nordiske marked.

Finanshuset Goldman Sachs er indbegrebet af amerikansk storkapital. Banken åbner nu et kontor i København primært for at komme tæt på de store danske institutionelle investorer. Brendan McDermid/Reuters/Ritzau-Scanpix

Et af verdens mest magtfulde og indflydelsesrige finanshuse gør nu sit indtog i Danmark. Amerikanske Goldman Sachs, der for alvor blev kendt herhjemme for sit opkøb af aktier i DONG (nu Ørsted), åbner kontor i hjertet af København, hvorfra banken vil dække en række kerneområder.

Det gælder blandt andet asset management, securities samt ikke mindst investment banking, hvor banken allerede har fået godt fat i det danske marked de senere år.