Det er næppe manden på gaden, der vil byde kapitalfonden Goldman Sachs velkommen i Danmark. Dertil er Goldman Sachs-renommeet for belastet.
Den amerikanske kapitalfond blev i forbindelse med den hidsige Dong-sag for fire-fem år siden indbegrebet for danskerne på amerikansk grådighed a la Michael Douglas i den 30 år gamle Hollywood-film »Wall Street«. Sig navnet Goldman Sachs ved middagsselskabet, og din bordfælle har et ganske godt billede af, hvem og hvad du taler om.
Ikke desto mindre vælger Goldman Sachs nu alligevel at slå sig ned i Danmark. Selvfølgelig i den prestigefyldte Amaliegade i det indre København, et kig fra Amalienborg. I den finansielle verden handler det i vid udstrækning også om at præsentere overskud i de ydre rammer. En verden, hvor også psykologien og den gensidige tillid spiller en rolle.
Goldman Sachs' fysiske etablering med eget kontor i København i begyndelsen af 2020 henvender sig ikke til manden på gaden og andre privatkunder. Investeringsbanken vil givetvis helst være helt usynlig i den store offentlighed og køre under radaren.
En verden, hvor psykologi og den gensidige tillid spiller en rolle
Det handler om at få opgaver for de enorme pengetanke i Danmark. Først og fremmest selvfølgelig pensionskasser og fonde, som ATP, PFA, PKA, Danica, Pension Danmark og så videre. Denne sektor forvalter vores allesammens pensionsopsparing, der sammenlagt har rundet astronomiske 4.000 milliarder kroner – eller hvad der svarer til to gange det danske bruttonationalprodukt.
Læg hertil de mange rigmandspengetanke, ejendomsinvesteringer, køb og salg af virksomheder, børsnoteringer og så videre. Nok fylder Danmark ikke meget i den globale finanssektor, men med den overdimensionerede pensionssektor fylder vi langt mere, end vores størrelse på 5,7 millioner indbyggere ellers berettiger til.
I takt med nulrentemiljøet, som synes at have fået en permanent karakter, er de store investorer ved at skifte de lavt forrentede obligationer ud med mere indbringende placeringer. Aktier og råvarer, virksomhedslån, infrastruktur samt en række andre alternative investeringer.
Derudover kan der fremover vise sig en masse business i den grønne omstilling, hvor Danmark har lagt sig helt forrest i feltet. Flere af de store klimaløsninger har et markant Dannebrog-aftryk. Ikke mindst energikoncernen Ørsted, som lige netop Goldman Sachs var fødselshjælper til at katapultere op til verdens førende på sit felt.
Vvorfor ikke også tænke private penge mere ind i de såkaldte OPP-ordninger?
Og hvorfor ikke også tænke private penge mere ind i de såkaldte OPP-ordninger? Det er offentlige projekter med privat kapital.
Som Inside Business skriver i hosstående artikel henter Goldman Sachs to danskere hjem til kontoret i København. Lederen af kontoret i København, Peter Hermann, har været ansat i Goldman Sachs i en årrække og er et kendt ansigt i pensionsverdenen.
Goldman Sachs så før så mange andre, at den grønne omstilling kom buldrende. Således malede banken sin hjemmeside græsgrøn for nu en del år siden, og et af bankens slogans i dag er »Capital with purpose. The future of sustainable finance« (kapital med et formål, fremtiden for bæredygtig finansiering.) Det klinger sødt i ørerne hos enhver pensionskassedirektør.
Ingen tvivl om at Goldman Sachs kan et eller andet med store transformationer, som i den bedste udformning kan komme os alle tilgode. Nuvel, investeringsbanken gør ikke noget, uden at det giver profit på bundlinjen, men det er nu engang sådan, en sund markedsøkonomi fungerer.
Selv om Goldman Sachs fremover vil operere i det snævre, finansielle business-to-business miljø, ville det pynte gevaldigt, hvis banken åbnede sig meget mere op. Og åbent fortælle om, hvad de i grunden går og laver. Husk på, at pensionskassernes penge er din og min pensionsopsparing.
At forpligte Goldman Sachs på et egentligt samfundsansvar er nok for meget at ønske. Gode ideer og gode løsninger er velkomne, men erkend og respekter også vores mere åbne måde at gøre tingene på. Den bedste måde at bekæmpe myter og fordomme på er nu engang ved at lægge tingene så åbent og ærligt frem som muligt.
Her tænker jeg på åbenhed med hensyn til skat for de projekter Goldman Sachs er involveret i, eventuelt forskerskat for ansatte i København, finansieringsstrukturer, aktivt ejerskab osv. Det er vores penge, I har med at gøre.
Jeg tænker, at der ikke er noget at skjule.
Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator.
Husk nu, Goldman Sachs, det er vores penge I har med at gøre