OW Bunkers spektakulære kollaps kort efter børsnoteringen i 2014 får mulige konsekvenser for endnu en af aktørerne i kredsen omkring OW Bunker.

Erhvervsstyrelsen har besluttet at indbringe to Deloitte-revisorer for Revisornævnet, statens kontrolorgan med revisorer, som kan sanktionere med bøde. Det sker, efter at styrelsen har afsluttet sin undersøgelse af revisionen af års- og koncernregnskabet for 2013 for OW Bunker, oplyser Erhvervsstyrelsen.

Erhvervsstyrelsen har konstateret ikke færre end syv handlinger eller undladelsessynder, hvor revisor har tilsidesat god revisorskik. I sin klage til Revisornævnet over de to Deloitte-revisorer skriver styrelsen blandt andet, at der »ikke er udført tilstrækkelig revision af koncernregnskabet for 2013 for OW Bunker«.

Det var 2013-regnskabet, som investorerne – sammen med børsprospektet – havde at støtte sig til, da de købte aktier i forbindelse med børsnoteringen af oliehandelsvirksomheden, der formentlig gik konkurs som følge af uforsvarlig kreditgivning og betydelige tab på spekulation i olieprisen.

Det, Erhvervsstyrelsen siger, er, at Deloitte ikke har gjort deres arbejde grundigt nok. De anfægter kvaliteten af revisionen, og det er en meget alvorlig anklage for et stort revisionsfirma som Deloitte

Styrelsen mener også, at der var »risiko for væsentlig fejlinformation i koncernregnskabet«, som Deloitte havde revideret og underskrevet. Risikoen bestod ifølge styrelsen i, at de væsentlige gevinster, henholdsvis tab på olieprisændringer, som OW Bunker opnåede ved løbende at handle med olie i såkaldte åbne nettopositioner, ikke var omtalt i koncernregnskabet.

»(...) revisor burde have identificeret denne risiko og have foretaget revisionshandlinger med henblik på at afdække, om der var opnået væsentlige nettoindtægter på de åbne nettopositioner i 2013. Idet revisor ikke har gjort dette, anser styrelsen det for en overtrædelse af god revisorskik,« skriver styrelsen.

Alvorlig sag for Deloitte

I sin seks sider lange redegørelse konkluderer styrelsen også, at revisor ikke har haft »fornødent grundlag for at udtale, at oplysningerne i ledelsesberetningen var konsistente med regnskabet«. Ifølge lektor i revision, Bent Warming-Rasmussen, er det en alvorlig sag for Deloitte.

»Det, Erhvervsstyrelsen siger, er, at Deloitte ikke har gjort deres arbejde grundigt nok. De anfægter kvaliteten af revisionen, og det er en meget alvorlig anklage for et stort revisionsfirma som Deloitte,« siger Bent Warming-Rasmussen.

Han mener, at der er god grund til at tage Erhvervstyrelsens klage over Deloitte alvorlig.

»Man kan fæste meget lid til det, som Erhvervsstyrelsen er kommet frem til. Det er min opfattelse, at Erhvervsstyrelsen i langt højere end tidligere lever op til deres kontrolopgaver med danske selskaber og revisorer. Styrelsen har meget styr på deres dokumentation og argumentation,« siger han.

Deloitte er uenig i Erhvervsstyrelsens kritik, fremgår det af en pressemeddelelse.

»Vi kan konstatere, at vi er fundamentalt uenige i Erhvervsstyrelsens kritik, som, vi mener, baserer sig på en manglende forståelse af både revisionsmæssige principper og forretningsmæssige standarder for den type af virksomheder, som OW Bunker repræsenterer. Derfor ser vi nu frem til at få sagen bedømt af fagfolk i Revisornævnet,« siger Anders Dons, adm. direktør i Deloitte.

Deloitte erklærer i pressemeddelelsen, at selskabet står inde for revisorernes revision af OW Bunkers koncernregnskab.