Endnu en direktør forlader Mærsk og efterlader Søren Skou alene i toppen: Storinvestor kalder situationen »uheldig«

Udefra set kunne det ligne, at direktørerne nærmest står i kø for at forlade Mærsk. Nu stopper nummer to i koncernen også og efterlader den store danske virksomhed på jagt efter flere topledere på et tidspunkt, hvor Mærsk går gennem store forandringer.

Søren Skou på vej til pressemøde med Carolina Dybeck Happe. (Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix 2019) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Inden for blot to uger har Mærsk-chef Søren Skou mistet sine to nærmeste medarbejdere, der begge har sagt ja til nye job i andre virksomheder. Det sker på et yderst uheldigt tidspunkt, hvor A.P. Møller - Mærsk er i gang med store forandringer.

Først var det operationel direktør Søren Toft, som sagde ja til et job som topchef hos konkurrenten MSC. Og mandag lå der endnu en opsigelse på Søren Skous skrivebord. Denne gang var det fra koncernens svenske finansdirektør, Carolina Dybeck Happe, der kunne fortælle, at hun havde sagt ja til et job som finansdirektør i det amerikanske industrikonglomerat General Electric.

»Jeg vil gerne takke Carolina for hendes korte, men produktive tid hos A.P. Møller - Mærsk. Hun er meget engageret i at bygge videre på de fremskridt, der er sket, og sikre en let og ordentlig overgang,« hedder det i en udtalelse fra Søren Skou, der ikke ønsker at lade sig interviewe om udskiftningen.

Med nummer to og tre i den store danske virksomhed ude, kæmper Mærsk med hurtigt at finde nye folk til at overtage de centrale positioner.

»Det er ingen tvivl om, at det her efterlader Mærsk i en virkelig udfordrende situation,« siger en headhunter med kendskab til den danske virksomhed.

En stor investor, der heller ikke ønsker at blive citeret, deler den opfattelse.

»Det er virkelig uheldigt at miste to så centrale personer inden for så kort tid,« siger investoren.

A.P. Møller - Mærsk har, siden Søren Skou blev topchef i 2016, været gennem store forandringer. De mange energivirksomheder med Maersk Oil i spidsen er solgt, mens den øvrige del er samlet i en ny transport- og logistikvirksomhed. Her er opgaven at skabe en moderne digital virksomhed, der er helt anderledes rustet til de behov, som kunderne har i dag.

Processsen har medført en omfattende udskiftning blandt de øverste chefer i hovedkontoret på Esplanaden. Søren Skou er den eneste topdirektør tilbage fra september 2016, hvor virksomheden meldte planerne for det nye Mærsk ud. Her sad Skou sammen med viceadministrerende direktør Claus Hemmingsen og bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen på virksomhedens første pressemøde nogensinde og fremlagde den nye strategi. I dag har både Pram og Hemmingsen sagt farvel til Mærsk.

Også oliechef Jacob Thomasen og Kim Fejfer, der var direktør for havneaktiviteterne, er væk. Den centrale post som finansdirektør blev dengang varetaget af norske Trond Westlie. Han blev kort efter afløst af Jakob Stausholm, der stoppede i marts 2018 og blev afløst af Carolina Dybeck Happe. Hun kom til den danske virksomhed 1. januar 2019 og har altså nu 11 måneder senere sagt sit job op.

Hun skifter til General Electric, der er en af verdens største virksomheder med en omsætning på mere end 800 mia. kroner i 2018. H. Lawrence Culp, der er topchef og bestyrelsesformand for GE, glæder sig over, at han lykkedes med at lokke den svenske kvinde til Generel Electrics hovedkontor i Boston.

»Carolina er en erfaren global finansdirektør med en stærk historik, hvor hun har leveret resultater og skabt værdi. Efter en stringent global søgeproces er jeg glad for at byde Carolina velkommen til GE,« hedder det i en udtalelse fra H. Lawrence Culp.

Søren Toft måtte forlade Mærsk øjeblikkeligt, da han sagde ja til jobbet hos MSC. Sådan bliver det ikke med Dybeck Happe, der indtil videre bliver i Mærsk. Hvor længe er endnu uklart. Mærsk siger »op til et år«, mens General Electric udlægning er, at hun kan tiltræde »tidligt i 2020«.

Per Hansen, investeringsdirektør i Nordnet, vurderer, at det kan være et godt tidspunkt at sætte en helt ny ledelse i Mærsk.

»Mærsk vil kunne hævde, at andre selskabers strandhugst på ledelsestalenter er et kvalitetsstempel og en naturlig udvikling. Samtidig kan det næppe undgås, at nogen kommer til at tænke på, om det er tid til at sætte et helt nyt ledelseshold med en ny anfører, efter at totredjedele af topledelsen inden for meget kort tid har meddelt deres afgang,« siger Per Hansen.

Carolina Dybeck Happe, der er uddannet civiløkonom fra Uppsala Universitet i Sverige, var, før hun blev finansdirektør hos Mærsk, i låse- og sikringskoncernen Assa Abloy Group. Tidligere har hun haft lederstillinger inden for finans i Assa Abloy og var fra 2011 til 2012 finansdirektør i den svenske ingeniørvirksomhed Trelleborg AB.

Dem har Søren Skou mistet

Siden Søren Skou i juni 2016 blev administrerende direktør for A.P. Møller - Mærsk, har han haft svært ved at holde topcheferne i huset i ret lang tid ad gangen. Her er listen over de topchefer, som har forladt Esplanaden de senere år.

Trond Westlie (til højre), tidligere CFO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix.

  • Trond Westlie fratrådte 1. december 2016 som Group CFO (finansdirektør) og som medlem af den registrerede direktion. Han blev sidenhen CFO hos det hollandske telefirma VEON, men stoppede i sommeren 2019.

Jakob Stausholm, tidligere CFO. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

  • Jakob Stausholm blev Group CFO for A.P. Møller - Mærsk A/S pr. 1. december 2016, men stoppede igen 31. marts 2018 for sidenhen at blive CFO hos den engelske/australske minegigant Rio Tinto.

Carolina Dybeck Happe, tidligere CFO. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

  • Carolina Dybeck Happe tager over som Group CFO fra Jakob Stausholm i januar 2019, men melder allerede 11 måneder senere sin afgang. Hun flytter over og bliver CFO i den amerikanske industrigigant General Electric.

Jakob Thomasen, tidligere direktør for Maersk Oil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

  • Jakob Thomasen fratræder som medlem af den registrerede direktion og direktør for Maersk Oil pr. 1. oktober 2016. Arbejder nu med konsulentarbejde og sidder i forskellige bestyrelser.

Kim Fejfer, tidligere direktør for APM Terminals. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

  • Kim Fejfer fratræder som medlem af den registrerede direktion pr. 1. oktober 2016 og som direktør for APM Terminals pr. 1. november 2016. Sidder nu som CEO for A.P. Møller Capital, som er en kapitalfond, der beskæftiger sig med infrastruktur i Afrika.

Søren Toft, tidligere COO. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto.

  • Søren Toft stoppede 11. november 2019 som COO (driftsdirektør) for A.P. Møller - Mærsk. Bliver i stedet CEO for den schweiziske/italienske shippinggigant MSC.

Claus V. Hemmingsen, tidligere vicedirektør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

  • Claus V. Hemmingsen stoppede ved udgangen af juni 2019 efter 38 år i Mærsk som vicedirektør for A.P. Møller - Mærsk og som direktør for energidivisionen. Sidder nu i bestyrelser i blandt andet Maersk Drilling og hos shippingfirmaet DFDS.