Det europæiske navigationssystem Galileo giver langt mere nøjagtige placeringer end amerikanernes GPS, og nu kan en milliard smartphones bruge det.
I juli 2018 blev en Ariane 5-raket med fire Galileo-satellitter om bord sendt op af den europæiske rumfartsorganisation ESA fra basen i Kourou i Fransk Guyana. arkivfoto: AFP/Ritzau Scanpix -
Den første milliard smartphones er nu klar til at kunne bruge det nye og langt mere præcise, europæiske GPS-system, som er på vej.
Ifølge EUs GNSS-agentur (GSA), som er ansvarlig for det globale navigationssatellitsystem Galileo, har antallet af mobiltelefoner, som kan bruge Galileo, netop rundet en milliard.
Den spanske mobilproducent BQ leverede i juli 2016 den første smartphone med Galileo-forbindelse, en Aquaris X5 Plus. I dag findes der 156 forskellige smartphones med den nødvendige chip indbygget, og GSA forventer, at der i 2029 vil være 2,7 milliarder smartphones og diverse smarte produkter som ure i brug med mulighed for en Galileo-forbindelse.
Uafhængigt af USA og langt mere nøjagtigt
Galileo er Europas svar på det amerikanske GPS-system, som de fleste kender fra først bilnavigationssystemer og siden fra deres telefon. Galileo skal sikre uafhængighed af USA og skal samtidig kunne levere langt mere præcise placeringer, nemlig ned til en meters nøjagtighed i den gratis udgave af Galileo og helt ned til en centimeters nøjagtighed i betalingsversionen, som både redningsmyndigheder og f.eks. selvkørende biler og lastbiler har brug for.
Galileo-signalerne er krypterede og dermed sikret mod aflytning.
Man skal ikke installere eller aktivere noget for at bruge Galileo-forbindelsen. Den vil automatisk blive anvendt af de apps, som bruger telefonens geografiske placering.
Det nuværende GPS-system, som for langt de fleste er synonym med ordet »navigation«, bestyres af det amerikanske militær, ganske som det konkurrerende navigationssystem, GLONASS, bestyres af det russiske forsvar.