Hundredtusindvis af passagerer over hele Europa er i øjeblikket ramt af en bølge af flystrejker.
Flere forskellige lande og selskaber er påvirket, men især Lufthansa-personalets strejke lammer i disse dage store dele af den europæiske flytrafik og fører også til en række aflysninger i Københavns Lufthavn.
Onsdag morgen klokken fire påbegyndte 20.000 ansatte i det tyske flyselskab en strejke, der efter planen skal vare til torsdag morgen klokken fire. Det skyldes, at de ansatte i Lufthansa kræver en lønstigning på 9,5 procent på grund af den høje inflation.
Lufthansas strejke berører 134.000 passagerer og flere end 1.000 afgange. Strejken omfatter udelukkende medarbejdere på landjorden såsom flyteknikere og logistikansvarlige.
Men også flere andre lufthavne i Europa er ramt af strejker i øjeblikket.
Det skyldes i høj grad mangel på personale i lufthavnene, hvilket også er årsagen til, at SAS fortsat har aflysninger af afgange, selvom piloterne for længst er vendt tilbage i deres cockpits.
»Det forsvinder ikke i morgen«
Det britiske lavprisselskab Easy Jets personale i Spanien er gået i strejke tre gange hen over sommeren. Den næste vil finde sted mellem 29. og 31. juli og involverer 450 ansatte.
Ryanair har også været ramt af flere strejker. Først gik det franske personale i strejke i juni, og efterfølgende fulgte det spanske personale trop. Sidstnævnte har strejket ad flere omgange, og den seneste kommer til at løbe frem til 28. juli.
Manglen på personale i lufthavnene presser kapaciteten ud over bristepunktet og har været årsag til kuffertkaos og flyforsinkelser over hele sommeren.
Problemerne er så store, at de ifølge topchef i Qatar Airways, Akbar Al Baker, kan fortsætte længe endnu.
»Covid-19 har skadet forsyningskæden i industrien … Det tror jeg vil vare i nogle år – det forsvinder ikke i morgen,« har Akbar Al Baker tidligere sagt til Financial Times.
Andre dele af transportbranchen i Europa er også ramt af strejker. I både Frankrig og England har jernbanearbejdere nedlagt arbejdet over sommeren.
I Frankrig har jernbanearbejderne varslet flere strejker, efter at de senest nedlagde arbejdet i begyndelsen af juli. Det skyldes, at medarbejderne kræver, at lønnen bliver justeret efter den stigende inflation.