Han går under navnet Donkey Boy.
Han er en yderst værdifuld hingst, og så er han midtpunkt i en spektakulær sag, der nu har ramt en af Norges rigeste familier.
En sag, der også involverer den danske milliardær og tidligere toprytter i dressurridning Andreas Helgstrand.
Og en sag, der nu har fundet hele vejen fra Norge til den danske voldgiftsdomstol.
Men for at forstå, hvad der ligger forud for det hestedrama, der har udspillet sig siden i sommer, skal vi spole tiden syv år tilbage.
I 2015 købte den norske milliardær Kristin Andresen, der er gift med Johan Andresen, der ejer investeringsselskabet Ferd, Donkey Boy for et større millionbeløb.
Kristin Andresen står sammen med datteren Alexandra Andresen, der sammen med søsteren Katharina Andresen af Forbes er blevet udnævnt til at være verdens yngste milliardær, for både køb, salg og opdræt af heste i familievirksomheden.
Efter at Donkey Boy gjorde sig bemærket med både guld- og sølvmedaljer ved VM for ungheste i henholdsvis 2017 og 2019, skulle han videre i systemet.
Ifølge det norske erhvervsmedie E24 stod det hollandske selskab Bartels Academy i sommer klar til at købe hingsten for 2,5 millioner euro – svarende til knap 18,6 millioner kroner. Salget foregik gennem danske Andreas Helgstrands virksomhed, Helgstrand Dressage, der har tjent styrtende med penge på at købe og sælge heste.
Kontrakten blev underskrevet, og alt var klar. Men seks dage senere ramte tragedien.

En skadet hingst
Donkey Boy blev skadet i venstre bagben, og pludselig ville den hollandske virksomhed ikke betale. Hesten kunne nemlig ikke længere bruges til professionel dressurridning.
Og nu hiver Kristin Andresen Bartels Academy i retten for en dansk voldgiftsdomstol, skriver E24.
»Kontrakten er klar, og de købte hesten, da de skrev under. Spørgsmålet er, om de vil betale. De kan gå konkurs, der er mange måder at komme ud på. Jeg vil have de penge,« siger Kristin Andresen til erhvervsmediet.
Hun påstår endvidere, at den hollandske virksomhed ikke vil leve op til kontrakten, fordi den selv har planer om at sælge Donkey Boy videre til Japan Riding Association, der er ejet af den japanske stat, så hingsten kan bruges i OL i Paris 2024.
Ifølge B.T. har Kristin Andreasen også tidligere anklaget Andreas Helgstrand for at lyve i forhold til, hvordan Donkey Boys skade fandt sted.
Den tidligere danske OL-rytter afviste i efteråret de anklager, der var rettet mod ham.