Elon Musk vil have Tesla-menneskerobot klar i 2022

Elbilproducentens topchef forventer at have første udgave af en robot, der kan klare kedelige og farlige opgaver, klar om et år. Den vil bruge Teslas teknologi til at orientere sig – men er indtil videre et breakdansende menneske i rumdragt.

Der er internetsatellitter, der er Tesla-biler, der er planer om en særlig burgerkæde, og der er Mars-rejser på serieiværksætter Elon Musks program – og nu er der også menneskelignende robotter.

På elbilproducenten Teslas temadag om kunstig intelligens forleden formåede den sydafrikanskfødte multimilliardær på ny at udvide repertoiret og give folk noget at tale om, da han forklarede nærmere om en »Tesla Bot«-robot, som er designet til at skulle klare »kedelige, gentagne og farlige« arbejdsopgaver.