Elon Musk gør klar til at åbne Tesla-restaurant i 50er-stil

Verdens næstrigeste mand har slet ikke nok i elbiler, rumraketter og storbytunneler. Han har længe drømt om sin egen »diner« – og nu er der ved at blive sat strøm til ideen.

»Velkommen til Elons Diner,« kan det snart lyde fra den åbenmundede serieiværksætter, som nu gør klar til at kaste sig ud i restaurantbranchen – ligesom sin bror. Michele Tantussi/Reuters/Ritzau Scanpix

Der var mobilbetaling med PayPal. Nu er der elbiler med Tesla, rumraketter med SpaceX, internet- og kommunikationssatellitter med Starlink, storbytunneler med The Boring Company, og snart kan den kontroversielle erhvervsmand og storiværksætter Elon Musk også invitere indenfor på sin egen restaurant.

I slutningen af maj har Elon Musk gennem Tesla, som han er topchef for, indsendt ansøgning til det amerikanske patentkontor, U.S. Patent and Trademark Office, om at bruge det velkendte »T«-logo og to andre i Tesla-lignende design til initiativer inden for fødevarebranchen, skriver det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg.