Eksperter hæver øjenbryn over politiets 5G-problemer

Formålet med det lynhurtige 5G-mobilnet er ikke, at politiet skal kunne aflytte vores telefoner, siger formanden for Ingeniørforeningen i Danmark.

5G-mobilteknologien ventes taget i bredere brug i løbet af 2020 og skal især sikre langt hurtigere dataforbindelser. Arkivfoto: Fabrice Coffrini, AFP/Ritzau Scanpix FABRICE COFFRINI

Eksperterne hæver øjenbrynene oven på politiets udmelding om, at den nye 5G-mobilteknologi gør det umuligt for politiet at kunne aflytte kommunikationen fremover.

»Det primære formål med at indføre ny teknologi er ikke, at politiet kan aflytte de telefoner, som er vores private. Det er ikke derfor, at vi indfører 5G. Og mon ikke, at politiet kan finde en måde at få oplysningerne på, hvis der kommer en ny teknologi?« lød det retoriske spørgsmål fra formanden for Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), Thomas Damkjær Petersen, da han mandag eftermiddag åbnede en høring om 5G-teknologien og de bekymringer for stråling, som mange har.