Efter globalt aktiedrama om GameStop: Finanstilsynets chef forudser flere finansaktivister fremover

Den seneste tids ballade om GameStop-aktien er udtryk for en tydelig strømning i samfundet: Mistillid til det finansielle system. Det mener tilsynsdirektør Jesper Berg, der samtidig har sympati for de aktivistiske bevægelser, der er med til at udvikle finanssektoren og reguleringen af den. Men han opfordrer danskerne til at tænke sig om: De skal passe på ikke at ende på den forkerte side af loven.

Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet, følger nøje med i balladen om GameStop-aktien. Her er han fotograferet hos tilsynet, længe før coronavirussen lukkede samfund – og frisører – ned. Niels Ahlmann Olesen

Jesper Berg ler en kort, hæs latter over telefonen på hjemmekontoret og svarer nej.

Finanstilsynets direktør anser sig selv for at være en »teknologisk dinosaurus«, så han har ikke selv været inde at læse med på det sociale medie Reddit, hvor horder af småinvestorer de seneste uger har koordineret og udført et hårdt angreb mod Wall Streets tunge kæmper.